Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fang ferien mens du rejser

Fede ferier skal genopleves, når du kommer hjem. Så det handler om at komme afsted med det rigtige fotogrej og have styr på de bedste fototjenester. Her får du en kort rundtur i foto- og videoverdenen, så du er perfekt klædt på til vinterens ferier.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du kan få et kamera til enhver ferie. Går turen til Norges løjper, findes der robuste actionkameraer fra for eksempel GoPro, som kan spændes på hjelmen. Går ferien til Thailands blå laguner, er den perfekte rejsemakker et undervandskamera eller et kamera, som kan pakkes ind i et beskyttende plastikcover. Og skal julen holdes i sommerhuset, skal du have et af de nye hybridkameraer med, så du er sikker på at få perfekte fotos i den hyggelige, men for mange kameraer også vel mørke atmosfære. Vil du nuppe en video oveni, kan alle moderne kameraer optage levende billeder i ret høj kvalitet.

For ikke at løbe sur i de mange muligheder, skal du først gøre dig klart, hvad du vil med dine optagelser. Er det til privaten eller til nettet, kan et kompaktkamera være sagen. Vil du derimod have højopløste videooptagelser til hjemmets fladskærm, skal du vælge et rigtigt hd-videokamera. Tjek boksen i denne artikel.

Men moderne kameraer kan meget mere end tage fotos og videoer. Mange af dem kan tilføje såkaldte metadata til dine optagelser, som for eksempel kan vise, hvor og hvornår billederne er taget. Hver gang du knipser, tilføjes billedet altså en række mærkater eller oplysninger, så du altid kan finde dem igen. Disse oplysninger kan også bruges til at lægge dine optagelser ind på et internetverdenskort, for eksempel hos tjenesten Picasa, så venner og familie kan få duften af din rejse.

Gem på den bedste måde

Men en rigtig fotoferie handler om meget mere end et kamera. Du skal jo også have lagerplads og ekstra harddiske, hukommelseskort og covers med i bagagen.

Især lagerpladsen kan hurtigt blive et problem. Du skyder måske hundredevis af gode skud eller flere, lange videosekvenser, og alt dette skal gemmes et sikkert sted.

Medbring et eller flere hukommelseskort. Der er stor forskel på, hvor meget fotos i almindelig standardkvalitet, kaldet SD, fylder i forhold til fotos i det ukomprimerede raw-format og videooptagelser i fuld hd. Overvej derfor – for en sikkerheds skyld – en ekstern harddisk. Alternativt kan du via en computer lægge dine videoer og fotos på et lager i skyen.

Giv dine feriefotos lidt ekstra

Ud over dine optagelser er det også vigtigt at sikre selve kameraet. Nogle kameraer er født med en ekstra hud i form af et stød-absorberede covers, men disse kameraer er ikke billige, da de henvender sig til et snævert, specialiseret publikum. Ellers kan du købe et cover, som beskytter dit kamera mod alt fra stød til snavs, sand og vand.

Disse covers fås også til mobiletelefoner, og det er heldigt, for mange af os elsker at supplere feriekameraet med vores smart-phone. Det er også på den platform, at du finder oceaner af foto-apps, som kan forbedre dine optagelser, sortere dem, gemme dem i skyen eller dele dem.

Til din smartphone eller din tablet kan du med fordel bruge foto-apper som Instagram og video-apper som Vine samt apps, der kan lægge dine videofilm direkte på YouTube. Flere apps, blandt andet Instagram, har funktioner, som forbedrer eller forandrer dine ferieskud til noget bedre eller noget anderledes.

Alle billeder skal med hjem fra ferien. Den mest ligefremme sikring af billederne er at stikke et USB-kabel i dit kamera og kopiere alle fotos og videoer over på din computer. Så har du en backup. Du kan også overføre fra kameraets hukommelseskort til computeren med en separat kortlæser eller via en eventuel kortindgang i computeren.

Ellers gemmer du hver dag dine optagelser på en ekstern harddisk, som skal være solid, gerne med stødabsorberede kanter. Da plads ikke koster så meget som før, bør du gå efter minimum en lagerplads på 500 GB.

Vil du ikke gemme et fysisk sted, vælger du et lager i Skyen.
Du kan bruge tjenester som SkyDrive og Dropbox, men pladsen er ofte begrænset til få GB, medmindre du køber mere plads. Ellers stiller fotodelingstjenesten Flickr 1 TB (1000 GB) gratis plads til rådighed.

• Gode billeder, men det skal være nemt: Et let kompaktkamera.
• Perfekte billeder i enhver situation:
Et hybridkamera eller et DSLR-kamera.
• Vi vil se video, når vi kommer hjem:
Et rigtigt, kompakt videokamera som supplement.
• Elsker ekstremsport og vilde oplevelser: Vælg et af de nye actionkameraer.

Med en 18x zoom og en processor på 14,2 megapixel har Samsungs kamera solide kræfter i sin kompakte krop. Kameraet optager video
i fuld hd, og ved at skyde flere optagelser
i rap af for eksempel en gruppe kan kameraet bagefter finde motivets bedste ansigtsudtryk.

Fakta
Produkttype: Kompaktkamera
Skærm: 3” LCD-skærm
Zoom: 5x digital
Billedopløsning: 14,2 mp, video i fuld hd
Vægt: 184 gram

Drømmer du om at optage støjfri billeder og film i fuld hd, så kan Panasonics håndkamera levere imponerende resultater uanset, om du skyder panoramabilleder eller optager om aftenen. Videokameraet har indbygget Wi-Fi, så du kan dele dine skud trådløst med andre enheder.

Fakta
Produkttype: Videokamera
Zoom: 21x optisk
Billedopløsning: 20,4 mp, fuld hd
Andet: HDMI, NFC, Wi-Fi
Vægt: 277 gram

Spejlreflekskameraet gør alt for, at du får de skarpeste fotos og de flotteste videoer i fuld hd. Sonys kamera har blandt andet en autofokusfunktion og ansigtsgenkendelse, så dine billeder eller videooptagelser får fokus på det relevante.

Fakta
Produkttype: DSLR
Zoom: 3x optisk
Billedopløsning: 20,1 mp, fuld hd
Andet: HDMI
Vægt: 492 gram

Et systemkamera, der ligner og fylder som et kompaktkamera. Men Samsung har proppet godt med råstyrke i NX300. Kameraets følsomme censor yder sit, når dine billeder skal i kassen, og bagefter kan du via Smart Camera over Wi-Fi dele med andre eller gemme optagelserne i skyen.

Fakta
Produkttype: Systemkamera
Zoom: 3x optisk
Billedopløsning: 20,3 MP
Andet: HDMI, NFC, Wi-Fi
Vægt: 284 gram

Flere og flere af os tager billeder og videoer med vores smartphones. Dette cover fås i to versioner og beskytter en iPhone 4 eller iPhone 5. Med Lifeproof kan din smartphone overleve et fald på op til to meters højde og en tur i vandet ned til to meters dybde i en time.

Fakta
Produkttype: Cover
Passer til: iPhone 4 og Phone 5

Til krævende optagelser er GoPros kameraer et af de bedste actionkameraer. GoPro kan monteres på en hjelm eller bruges 60 meter under havets overflade. Kameraet kan optage i 4K (fire gang højere end fuld hd) og levere tre skud i sekundet. Optagelserne kan overføres via Wi-Fi eller via en app til din smartphone og deles på nettet.

Fakta
Produktinformation: Videokamera (actionkamera)
Billedopløsning: Specifikationer: 12 mp, 4K
Andet: SD, USB, HDMI
Vægt: 73 gram