Home » Transport » Fagre nye bilverden
Fagre nye bilverden

Fagre nye bilverden

Share

TeliaSonera har annonceret et nyt ”Smart Car-funktioner til alle”-koncept, som kan gøre enhver nyere bil intelligent – og endnu mere irriterende end en emsig bagsæde-chauffør

Det sker ikke hver uge, at en pressemeddelelse kan øge støjniveauet omkring forlagets kaffeautomat med adskillige dB, men det lykkedes i slutningen af november 2015. Den seneste vinder af hædrende omtale i Alt om DATAs Brokkassen er TeliaSoneras cloud-baserede billøsning Telia Sense.

Et nyt niveau for overvågning
Kort fortalt kan Telia Sense registrere og rapportere stort set alt, hvad du og din bil foretager jer – samt hvordan og hvor I gør det.
Telia Sense-hardwaren kan beskrives som en kombineret TCU (Telematics Control Unit)/smartphone med et stik, der passer ind i bilens OBD-port, som ellers kun bruges til diagnosticering af bilens motorstyring og andre elektroniske funktioner. Via et simkort kan dimsen uploade data til en cloud-tjeneste, og derfra kan du – samt TeliaSonera og selskabets eventuelle partnere – kontrollere bilens position og tilstand. Dette kræver blot en mobilapp, som indgår i det abonnement, TeliaSonera tilfældigvis kan tilbyde.

Sådan kan TeliaSonera gøre din godt tilkørte øse til en bil med intelligens og features som 2016-luksusmodel. Helt til venstre finder du sponsoren – Insurance.

Sådan kan TeliaSonera gøre din godt tilkørte øse til en bil med intelligens og features som 2016-luksusmodel. Helt til venstre finder du sponsoren – Insurance.

Big Insurance Is Watching You
Det er velkendt, at forsikringsbranchen bruger Facebook og lejlighedsvis privatdetektiver til at kontrollere, om modtagere af f.eks. ulykkeserstatninger, virkelig har det så dårligt, som de hævdede under sagsbehandlingen.

Se også:  Prisvenlige sikkerhedskameraer fra Panasonic

Dit forsikringsselskab kan også straffe dig ved at hæve præmien, hvis du forårsager skader. Det kan være fair nok, for den slags koster penge.
Men når selskabet kender alle detaljer i dit kørselsmønster, kan det præmiere folk, der kører som en nonne på vej til skrifte, og straffe en Thorkild Thyrring – selv hvis den sidstnævnte type ikke laver så meget som en Bilka-bule.

Jens Henriksson, CEO i det svenske forsikringsselskab Folksam, bliver i TeliaSoneras presse-meddelelse citeret for disse guldkorn:
”Sikkerhed i trafikken er vigtigt fra både et humant og miljømæssigt perspektiv. Kombinationen af vores engagement i vores kunder samt fokus på sikker kørsel er sammen med Telias ekspertise og netværk det første skridt ud af mange mod fremtidens for-sikringer.”

”Adfærdsregulerende”, som miljøkommissær Svend Auken yndede at sige.
Så mangler vi vist bare, at Telia Sense sender besked til politiet om eventuelle hastighedsoverskridelser. Det vil svare til – uden udgift for samfundet – at plastre hele landet til med fotofælder, og myndighederne vil kunne få frigjort masser af menneskelige og tekniske ressourcer til opklaring af endnu større forbrydelser.

Se også:  Tag flugten: Sådan slipper du helt ud af Googles kløer

Internet i bilen
Her på Alt om DATA gætter vi på, at TeliaSonera kan finde på at bruge en hurtig internetopkobling i bilen som lokkemad. Hvis prisen bliver tilstrækkeligt lav, kan det måske være attraktivt, for selskabet lover ”kvalitetsopkobling …, så passagerer kan streame musik og film.” Men blot fordi forbindelsen får et nyt navn, eliminerer den vel næppe de talrige huller, der er i mobildækningen?

Telefoni går for det meste nogenlunde, men hvem har lyst til at være forsæde-chauffør for et par online-spillende teenagere på en længere tur?
Chefredaktør Mette Eklund spekulerer også på, om det næste bliver, at TeliaSonera også vil have vores informationer fra smart-armbåndet. Rent teknisk er det absolut muligt, og så kan resultaterne bruges til velmente tip til et bedre liv og en minutiøs udregning af prisen på en sundhedsforsikring.

Efter planen kan svenske bilister blive beriget med Telia Sense i løbet af 2016. Derefter skal værktøjet lanceres i andre lande i den nordiske og baltiske region. Der foreligger endnu intet om priser og øvrige betingelser.

Huskede du nu at låse bilen og køre ruderne op? Dette og meget mere kan du – og andre – tjekke, når bilens data er tilgængelige fra Telia Senses cloud-tjeneste.

Huskede du nu at låse bilen og køre ruderne op? Dette og meget mere kan du – og andre – tjekke, når bilens data er tilgængelige fra Telia Senses cloud-tjeneste.

Din mening
Har du lyst til at bygge videre på din bils kørecomputer, OBD-system og GPS, hvis prisen er at dele dine data med TeliaSonera, dit forsikringsselskab og andre interesserede – plus diverse hackere, som uden tvivl vil gå efter sådan en guldgrube? Så send dit input – gerne med link – til redaktion@altomdata.dk


TAGS
Brokkassen
overvågning

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S