Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Så stor (eller lille) skal ssd-disken være

De fleste bærbare pc’er leveres i dag med ssd-disk. Men diskens størrelse har afgørende betydning for, hvor dyr pc’en er. Så hvor meget ssd har du egentlig brug for? Det får du svaret på her.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ssd har efterhånden erstattet den klassiske harddisk – især i bærbare pc’er. Solid state drive-typen er nem at vedligeholde (nul defragmentering), er hurtigere og gør hele pc’en hurtigere.

Men ssd’ens kapacitet er afgørende for pc’ens pris, for det er stadig en ret dyr teknologi. I et simpelt priseksempel koster Samsungs SSD EVO 840 næsten fem kroner pr. gigabyte, mens Toshibas klassiske harddisk MG03SCA100 koster 0,88 kroner pr. gigabyte. Internt mellem ssd’er kan prisen også svinge fra et par kroner til det dobbelte, selvom lagerpladsen er den samme. Disse sammenligninger siger dog ikke noget om kvaliteten af det enkelte lager.

Men hovedspørgsmålet er, hvor meget ssd-kapacitet du har brug for. Der er mange penge at spare på den samlede pc-pris, hvis du vælger en ssd på 256 GB i stedet for 1024 GB. Derfor har Datatid TechLife sammensat en lille guide over, hvilke behov du får dækket med ssd’er i fire forskellige størrelser – og hvordan de fyldes op, når du først begynder at bruge dit lager.

Den billigste løsning

Lager: 128 GB
God til: Mindre bærbare og pc’er til basalt brug
Eksempel: Intel SSD Pro 5400s Series
Fordele: Laveste pris, samme hurtige disk
Ulemper: Behov for ekstra lagerplads

Sådan kan dit forbrug være fordelt:

• 16-20 GB til nødvendige filer
Windows 10 fylder i 32 bit-versionen cirka 16 GB, mens 64 bit-versionen fylder 20 GB. Hertil kommer opdateringer, patches og systemnødvendige apps.

• 8-12 GB til programmer
Office i 2016-versionen (3 GB), Adobe Acrobat Reader (0,5 GB), Dropbox (0,2 GB), Chrome (0,5 GB), et antivirusprogram som Avast (1,5 GB) og iTunes for Windows (0,5 GB). Software til periferudstyr, for eksempel printer (0,3-0,5 GB stk.).

• 8-16 GB til 1000-2000 sange
Bruger du mp3-format, fylder et spor i gennemsnit 5 MB alt efter bitrate og længde. Med Spotify Premium kan du hente i 320 kbps, hvilket fylder 2,5 MB pr. minut eller 10 MB for fire minutter.

• 12,5-15 GB til 10 HD-film
Flere tjenester tilbyder download af indhold til offline-brug. Hos Netflix fylder en time i SD-kvalitet 240 MB – HD-kvalitet 440 MB.

• 10-20 GB til 2000-4000 fotos
Optagelse og lagring af fotos kan ske i forskellig opløsning og format. Som udgangspunkt fylder et komprimeret foto 5 MB.

• 10-20 GB til 2-5 ældre spil
Ældre spil eller spil med dæmpede grafiske elementer, for eksempel Minecraft, fylder fra 4 GB. Selv ældre computerspil fylder nemt 40 GB stykket.

• 28,8 GB til 160 min. HD-video
Regn med, at en video optaget i HD-kvalitet i snit fylder 3 MB i sekundet.

Nok til basal underholdning

Lager: 256 GB
God til: Underholdning og let redigering
Eksempel: Kingston SSDNow mS200
Fordele: Mere plads, større hastighed end HDD
Ulemper: Muligvis behov for støttedrev til filer

Sådan kan dit forbrug være fordelt:

• 16-20 GB til nødvendige filer
Windows 10 fylder i 32 bit-versionen cirka 16 GB, mens 64 bit-versionen fylder 20 GB.

• 20-30 GB til programmer
Basale programmer som for eksempel kontorprogrammer, browser samt lager- og redigeringssoftware plus diverse
periferprogrammer til optageudstyr. For eksempel fylder
Photoshop Elements 4-6 GB.

• 8-16 GB til 1000-2000 sange
Et spor i mp3 fylder i snit 5 MB alt efter bitrate og længde. Med Spotify Premium kan du hente i 320 kbps, hvilket fylder 2,5 MB pr. minut eller 10 MB for fire minutter.

• 30-45 GB til 20-30 HD-film
Alt efter længde og kvalitet kan du opbygge en basal filmsamling til offline-brug.

• 25 GB til 5000 fotos
Størrelsen afhænger af formatet, du optager i. Regn med, at et foto i gennemsnit fylder 5 MB. Optager du i RAW fylder filen det dobbelte.

• 50-100 GB til 1-2 moderne spil
Moderne computerspil fylder fra 40 GB. Nogle, for eksempel åbne spilverdner som Gran Theft Auto V spreder sig over 66 GB på harddisken. Dertil kommer patches, add-ons og eventuelt tilkøbt indhold.

• 28,8 GB til 160 min. HD-video
En video optaget i HD-kvalitet fylder i snit 3 MB pr. sekund.

Her kan du rutte lidt med pladsen

Lager: 512 GB
God til: Underholdning og redigering
Eksempel: Samsung 860 PRO MZ-76P512B
Fordele: Stort og lynhurtigt lager
Ulemper: Hurtigt fyldt, hvis du også vil spille

Sådan kan dit forbrug være fordelt:

• 16-20 GB til nødvendige filer
Windows 10 fylder i 32 bit-versionen cirka 16 GB, mens 64 bit-versionen fylder 20 GB.

• 20-30 GB til programmer
Kontor- redigerings- og lagerhåndteringssoftware samt diverse periferprogrammer til optageudstyr, lydkort, grafikkort osv. Et lydkorts software kan alene fylde 1 GB.

• 16-32 GB til 2000-4000 sange
Et spor i mp3 fylder i snit 5 MB alt efter bitrate og længde. Med Spotify Premium kan du hente i 320 kbps, hvilket fylder 2,5 MB pr. minut eller 10 MB for fire minutter.

• 45-90 GB til 30-60 HD-film
Alt efter længde og kvalitet kan du opbygge en pæn filmsamling til offline-brug.

• 200 GB til 2000 fotos i raw
Regn med, at et foto i gennemsnit fylder 5 MB. Optager du i raw-format fylder filen det dobbelte.

• 50-100 GB til 1-2 moderne spil
Moderne computerspil fylder mindst 50 GB. Åbne spilverdner eller spil med imponerende grafik, for eksempel Forza Motorsport 7, kan runde 100 GB.

• 28,8 GB til 160 min. HD-video
En video optaget i HD fylder i snit 3 MB pr. sekund.

Den helt store model

Lager: 1024 GB
God til: Underholdning, redigering og lagerplads
Eksempel: WD Blue WDS100T2B0A
Fordele: Lagerplads nok til de fleste
Ulemper: Alt ligger samme sted

Sådan kan dit forbrug være fordelt:

• 16-20 GB til nødvendige filer
Windows 10 fylder i 32 bit-versionen cirka 16 GB, mens 64 bit-versionen fylder 20 GB.

• 30-50 til programmer
Kontor-, redigerings- og filhåndteringssoftware samt diverse programmer til optageudstyr, lydkort, grafikkort osv. Et lydkorts software kan fylde 1 GB, mens drivere til Nvidia GeForce-grafikkortet alene fylder op mod 0,5 GB stykket.

• 20-40 GB til 2000-4000 sange i high-res
Vil du gemme musik i højeste opløsning (320 kbps), fylder den 2,5 MB pr minut eller 10 MB for fire minutter.

• 150-300 GB til 100-200 HD-film
Alt efter længde og kvalitet, kan du opbygge en større filmsamling til offline-brug.

• 200 GB til 2000 fotos i raw
Regn med, at et foto i gennemsnit fylder 5 MB. Optager du i raw-format fylder filen det dobbelte.

• 100-200 GB til 2-4 moderne spil
Nutidens spil fylder 40 GB eller mere. Grafisk tunge computerspil fylder 100 GB eller mere. Dertil kommer patches, add-ons og eventuelt tilkøbt indhold.

• 90-180 GB til 2-4 stk. 160 min. 4K-video
4K-video fylder og vil kræve en del at redigere for blandt andet dit grafikkort.