Smartphones [TEST]: Her får du den bedste mobil-lyd

Smartphones [TEST]: Her får du den bedste mobil-lyd

Share

Lyd er blandt de vigtigste egenskaber i en smartphone, ikke bare for at tydeliggøre telefonsamtaler, men især for at kunne nyde musik og film i ordentlig kvalitet. Vi tester tre nye smartphones med fokus på lyden

For mange af os spiller lydkvaliteten fra vores smartphone en stor rolle. Den er vores mest brugte musikafspiller. Og her benytter vi som regel et sæt in-ear-hovedtelefoner. Lydkvaliteten kan dog bedømmes på mange måder: Kvaliteten ved samtaler, lyden fra de indbyggede højttalere og lydkvaliteten, når du lytter til musik både med kablede og med trådløse hoved-telefoner og højttalere. Her tester vi mobiler, hvor der er gjort noget særligt ud af lyden.

At foretage telefonopkald er måske ikke det, vi bruger vores mobiler mest til længere, men ikke desto mindre er det vigtigt, at det kan ske med en ordentlig lydkvalitet, når det endelig skal være.
Der er tydelig forskel på samtalelyden i de tre testede mobiler. Sony-mobilen går flot igennem i begge ender; dog svigter signalet lidt, når højttaleren er til. Modtageren oplevede udfald i lyden.

Se også:  Samsung Galaxy S8+ [TEST]: Skærm for alle pengene

HTC leverer en klar og behagelig, afrundet lyd for både os og for modtageren, dog med en anelse støj i signalet, og det er samtidig den mobil, der klarer sig bedst med højttaleren slået til. Med OnePlus 5 er det, som om modtagerens stemme bliver skubbet helt frem i telefonens højttaler.

Det er sådan set ok, for det betyder, at man fanger hvert et ord, men lyden er noget komprimeret og snæver i sin frekvens. Når højttaleren slås fra er det nogenlunde i egen ende, men hos modtageren er lyden fjern og svær at fange.

Små højttalere

En lille tynd smartphone er simpelthen ikke skabt til at spille musik på eller eller lægge lyd til film. Producenterne gør dog alligevel, hvad de kan for at klemme mest mulig vellyd ud af de spinkle apparater.
Der er et imponerede output i OnePlus 5, som klart er den af de tre testdeltagere, der spiller højest. Lyden fra monohøjttaleren i bunden er rimelig skinger og ret hidsig i den øvre mellemtone, så den er svær at holde ud at høre på over længere tid.

Se også:  Huawei klar med ny topmobil

Sony klarer sig væsentlig bedre. Volumen er lavere, men til gengæld leverer stereohøjttalerne et noget mere homogent lydbillede, der ikke kradser i ørene. Og der er desuden mulighed for at vælge en velfungerende surround-indstilling til film.

HTC har været kendt for at lave sublime indbyggede højttalere. De velkendte Boomsound-højttalere er dog forsvundet og i stedet erstattet af en ny teknologi, der anvender hele mobilens overflade som højttaler. Resultatet er ikke så godt som tidligere tiders stereo-højttalere, i hvert fald ikke til musik. Her er lyden kun marginalt bedre end hos Sony. Når det gælder filmlyd tager de dog en sikker sejr, for med biograftilstanden, som kan vælges i “Indstillinger”, spredes lyden på en flot og medrivende måde, der gør, at mobilen fint kan gå an som en lille biograf, når man er på farten.

Del denne