Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få styr på din web-kommunikation

Digsby er et gratis program, der holder sammen på din chat-, email- og sociale netværkskommunikation.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det kan efterhånden være lidt af en prøvelse at skulle holde styr på sine Messenger- og Yahoo-buddies, mens man samtidig skal følge med i sine venners Facebook- og Twitter-opdateringer og huske at tjekke sin Hotmail, Gmail eller Yahoo-mail.

Et samlet program til det hele er således slet ikke nogen dårlig idé, og det er lige netop hvad dotSyntax har skabt. Digsby lader dig logge på alle dine forskellige konti og administrere alle kontakter og al kommunikationen igennem programmet.

For at komme i gang vælger man hvilke tjenester man vil anvende i "Accounts" under "Digsby"-menuen. Der er syv forskellige Instant Messaging services, seks forskellige email-klienter og fire forskellige sociale netværkstjenester at vælge imellem, som sammen udgør de mest brugte kommunikationstjenester på nettet.

Ønsker du eksempelvis at chatte over Messenger logger du blot på din konto igennem Digsby og får adgang til alle dine kontakter og de sædvanlige muligheder for at skrive frem og tilbage. Er man en rigtig multi-kommunikatør er der desuden mulighed for at have flere tabs åbne med forskellige chats på samme tid.

Samme princip gør sig gældende for de sociale netværkstjenester og webmail. Du logger ind igennem Digsby og har så mulighed for at følge dine venners Facebook-, Twitter- eller MySpace-opdateringer og poste dine egne, samtidig med at du kan holde øje med, hvornår der dukker beskeder op i din indbakke på Hotmail, Gmail, Yahoo-mail eller lignende email-klienter.

At det hele foregår over et enkelt program, gør det i sig selv rigtig smart. Hvad der gør det endnu mere anvendeligt er imidlertid, at Digsby giver dig mulighed for at samle alle dine kontakter fra alle tjenesterne og administrere dem med nogle smarte værktøjer.

Du kan således sortere, omdøbe og kategorisere præcis som du vil. For selvfølgelig vil der være masser af gengangere i sådan en liste, men dem slår du bare sammen til én kontakt og omdøber den med et navn som du husker. Hvis det ikke lige er din bedstemor du chatter mest med kan du trække hende længere ned på listen, og dem du kommunikere mest med op i toppen.

Digsby giver således gode muligheder for at få ryddet godt op i din web-kommunikation og få et mere overskueligt forhold til alle de mange tjenester, man efterhånden skal forholde sig til.

Vi ser derfor ikke noget problem i at give programmet en stor anbefaling med på vejen. Med mindre du vil have en masse ekstra toolbars og småprogrammer med i købet skal du dog huske at krydse dem fra, når du installerer.