Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få web-tv på din tv-skærm

At få film og tv-udsendelser på din computer er ikke noget nyt, men de fleste af os bruger stadig computeren til web-tv. Men det er faktisk ikke så svært at få det over på tv’et.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det startede med tv-kanaler, der begyndte at lægge små klip fra deres udsendelser på nettet, og det fortsatte med tjenester som YouTube, der viste vejen for tv-indhold på computerskærmen.

Snart kom der så tjenester som TV2 Sputnik frem, og også DR fulgte med og lagde en del af deres udsendelser på nettet, så alle kan se dem efterfølgende.

Web-tv var reelt født, og for et par år siden kom de første tjenester så frem med muligheden for at leje film over nettet og se dem via mediecentret eller på computeren.

Men når vi snakker web-tv, så vil vi reelt godt have samme mulighed som med vores tv. Nemlig se de udsendelser der bliver vist her og nu, eventuelt optage dem, og ikke være begrænset til kun at se det, som DR og TV2 nu vælger at lægge online.

Det er her nu

Den mulighed er så til stede i dag, hvor forskellige internetudbydere har lanceret deres web-tv-tjeneste.

Naturligvis kræver det, at du er kunde hos de pågældende udbydere for at benytte deres tjeneste. De fleste internetudbydere enten har, eller er på vej med, tilsvarende tjenester til deres kunder.

I ganske korte træk fungerer web-tv-tjenesterne ved, at du logger ind på tjenesten via udbyderens hjemmeside, og derefter kan du se alle de kanaler, som du har købt adgang til. Du kan se alle web-tv på alle husets tv, og alt, hvad det kræver, er et login og en netadgang. Alt efter udbyder kan du få forskellige web-tv kanaler og udbuddet afhænger også af, om du eventuelt har almindeligt tv via udbyderen.

Flyt udsendelsen over på tv’et

Hvis du sidder alene og arbejder på computerne og gerne vil følge med i fodboldkampen eller se nyhederne, er det fint at se tv på computerskærmen. Men det er ikke nødvendigvis det optimale sted at se udsendelser, og det passer helt sikkert ikke sammen med popcorn og lørdagshygge.

Men bare fordi du har web-tv, behøver du ikke begrænse dig til at se tv på din computer. Det er faktisk ganske enkelt at slutte din computer til dit tv, og udover at du kan se tv-udsendelser ad den vej, så er der også en mulighed for, at du kan optage udsendelser på din computer, og gemme dem til senere, eller måske brænde dem med på en dvd, og se dem på et tv, der har tilsluttet dvd-afspiller.

Det skal dog lige indskydes, at hvis det handler om præmierefilm, du køber rettigheden til at se, vil du ikke kunne optage dem. Den måde, de film bliver leveret på, fungerer normalt som streaming, og derved blokeres der for at udsendelserne optages på computerens harddisk.

Web-tv er en spændende og relativ ny tilføjelse til dit digitaliserede hjem.

Det kræver ikke meget af din hardware at se web-tv. Naturligvis skal du have en nogenlunde habil bredbåndsforbindelse, men af computeren kræves der ikke det store.

Alt efter hvilken udbyder af web-tv du bruger, skal du installere noget software. Det kan være en bestemt flash-afspiller et bestemt codec til din medieafspiller og lignende. Det vil du alt sammen kunne finde beskrevet på din udbyders hjemmeside.

Når du så vil se web-tv på dit tv, kræver det en anelse mere. For det første skal du helst kunne flytte din computer tæt på tv’et. Så lad os anbefale, at du bruger en bærbar. Derefter skal du finde de rigtige kabler, så du kan koble computer og tv sammen.

Her er det så, at forskellene dukker op. For du skal finde ud af, hvad din computer leverer af output − både video- og lydsignal. Er der hdmi-output, har du alt i en forbindelse, og så skal du bare have et hdmi-kabel.

Du skal også tjekke dit tv for, hvordan kan det modtage input-signaler, så du får de rigtige kabler. Igen er hdmi en fordel, så du kan nøjes med et enkelt kabel.
Når så tv og computer er sluttet sammen, så vil indholdet fra computerskærmen blive vist på dit tv.

Og så kan du pludselig se web-tv på alle husets tv, smart ikke?