Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få styr på dine filer

Sammenligning af filer, billeder og dokumenter kan være kompliceret, men med programmet Beyond Compare bliver det en meget let opgave.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fra tid til anden er det nødvendigt at finde ud af, om to mapper indeholder nøjagtig de sammen filer, eller om et drev indeholder alle de mapper og tilhørende filer, som du forventer. Det kan for eksempel være, hvis du kopierer filer ud på din nas som en slags backup, men du kom i tvivl om, hvorvidt du har fået kopieret alle. Eller hvis en kopiring måske gik galt, og du er i tvivl om, hvilke filer du har fået over, og om de er komplette.

I den situation er det nødvendigt at sammenligne kilden med destinationen, men at gøre det manuelt for større mængder data kan være en træls proces, og til tider en umulig opgave.

Det er her programmet Beyond Compare kommer ind i spillet. Programmets primære funktion er at sammenligne foldere eller filer, men det kan faktisk en del mere.

Masser af funktioner

Hvis du vælger "Folder Compare" får du mulighed for at tjekke to steder på din computer op mod hinanden. Du vælger stien til de to områder og vælger sammenligningsmetoden.

Du kan se alle filer, du kan vælge kun at se forskelle, du kan vælge at se mapper og filer eller kun mapper, og meget mere. Du kan sætte regler op for sammenligningerne, du kan sætte faste sessioner op så du altid sammenligner bestemte mapper på bestemte måder, og meget mere.

Du kan sammenligne billedfiler og direkte få vist, hvor forskellene er, du kan sammenligne mp3-filer, du kan sammenligne filer på hex-niveau og du kan sammenligne versioner af filer.

Det hele kører utrolig let, og så snart du har lært at afkode måden programmet farvekoder resultaterne på, er det utrolig let at få et overblik over forskellene.

Et stærkt værktøj

Men der et par funktioner mere i programmet, der gør det til et rigtig fedt værktøj. En af dem er, at hvis du sammenligner mapper og finder forskelle, for eksempel en manglende fil, så kan du direkte fra programmet kopiere den over fra kildemappen.

En anden af de geniale værktøjer er "Folder Sync" med hvilket du kan synkronisere mapper på din computer og endda ud til netværksdrev.

Endelig kan du også flette tekstfiler sammen, så hvis du har to tekstfiler der bør indeholde det samme, så kan du få Beyond Compare til at flette dem for dig.

Programmet er ikke gratis, men du kan prøve det gratis i 30 dage, og det er klart værd at investere i.