Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få orden på dit skrivebord

Er dit skrivebord ved at drukne i ikoner, kan Fences hjælpe med at sortere og organiserer, så der igen bliver pænt og ryddeligt.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi kender det alle. Der er lige et link, et program eller en fil, vi gerne vil have hurtig adgang til, og derfor gemmer vi ikonet på skrivebordet, frem for i en mappe langt inde i et snørklet filsystem. Efterhånden har man dog gjort det så mange gange, at det der før skulle give en nem og hurtig adgang til de vigtigste elementer er blevet et stort rod, hvor man ikke kan finde noget som helst.

Det er der heldigvis råd for. Fences er designet til at rydde op på skrivebordet og organisere dine filer, så du hurtigt kan finde dem.

Som navnet antyder, opretter Fences en række indhegninger på dit skrivebord, således at bestemte typer filer samles i grupper. Du bestemmer selv hvilke der skal placeres sammen med hinanden, og hvis du ønsker det, kan Fences også give en hånd med og forsøge at strukturere filerne på logisk facon.

Du opretter et hegn ganske simpelt ved at holde højre musetast nede og trække rammen ud i den størrelse du ønsker hegnet skal have. Herefter kan du så smide alle de filer, mapper eller programmer du ønsker ind i hegnet og give det et passende navn.

Er der flere ikoner i hegnet end der er plads til at vise, får du mulighed for at scrolle op og ned, og på den måde bliver det faktisk muligt at have langt flere ikoner på skrivebordet end tidligere - men pas nu på, at det ikke ender med at blive for uoverskueligt igen.

Ønsker du et fuldstændigt rent skrivebord, skal du blot dobbelt-klikke et tomt sted på skrivebordet - så forsvinder alt - gør det samme igen, og det hele dukker op på ny. Du kan også manuelt indstille hvilke hegn, der skal forsvinde og hvilke der skal blive, når du dobbelt-klikker.

Programmet er glædeligvis på dansk. Når du roder i programmets menuer (højreklik på skrivebordet og vælg “Konfiguration af Fences”) bliver det dog ganske tydeligt, at der ikke er lagt de store kræfter i den danske oversættelse.

Rundt omkring er der menupunkter, som simpelthen har undsluppet oversætterens opmærksomhed - hvad betyder eksempelvis “Uiterlijk”? Nå, men hensigten er jo prisværdig, og det er jo bestemt ikke altid, man får en dansk oversættelse om den så er en smule mangelfuld eller ej.

Bortset fra et par enkelte andre småfejl, er Fences et særdeles nyttigt program, som vi snildt kan anbefale, hvis du føler, at rodet på det skrivebord er ved at tage overhånd.