Home » kabler » Få netværket, som du vil have det: Skræddersy dine egne LAN-kabler
Få netværket, som du vil have det: Skræddersy dine egne LAN-kabler

Få netværket, som du vil have det: Skræddersy dine egne LAN-kabler

Share

Et kablet netværk er stadig nødvendigt i mange virksomheder og kan også give nogle mærkbare gevinster i boliger. Og hvorfor ikke skræddersy netværket selv? Så får du det præcis, som du vil have det og kan løse praktiske udfordringer på den bedste måde

Selv i disse Wi-Fi 6 og 5G-tider, hvor stadig flere smarte enheder kan opkobles og kommunikere trådløst, er det svært at indrette et hjem og i endnu højere grad en virksomhed uden også at bruge traditionelle LAN-kabler med de karakteristiske RJ45 ”telefonstik” i begge ender. Men hvordan?

Det nemmeste er selvfølgelig at hyre en professionel installatør, betale, hvad det koster, og glæde sig over, at tingene bare virker. Sådan gør virksomheder normalt.

Vi er dog også nogle stykker, som hygger os med at rode med computere, routere, switche og alle mulige andre gadgets – og vi betragter det som et nederlag, hvis vi skal bede om hjælp uden for vores eget fusker-netværk eller nettet. Så er LAN-kabler et godt område at kaste sig over, fordi de fungerer ved ufarlig lavspænding, og det nærmest er umuligt at komme til at ødelægge andet end sit humør. Og hvis man skræddersyr sine kabler selv, er der også gode muligheder for at dyrke en værktøjsfetich og brænde penge af på strippere, fede crimptænger og andre dyre specialiteter.

Det skal du bruge
  • I værktøjskassen ”Den lille LAN-kabelinstallatør” bør der som minimum være de nævnte dele. Komplette værktøjssæt fås ned til under 500 kroner. Købt i løsdele er prisen snarere det dobbelt.
  • Netværkskabel, som uden stik kaldes PDS (Premises Distribution System) blandt fagfolk. Vi fortæller kun lidt om kabeltyper i denne guide og henviser for resten til vores artikel ”Hvad du måske ikke vidste om LAN-kabler” i AOD 12/2020.
  • Netværksstik, som også kaldes RJ45-stik. Udvalget af disse små 8-polede stik er enormt. Her vil vi grundlæggende skelne mellem typer, som kan monteres uden brug af specialværktøj, hvad vi i øvrigt stærkt vil fraråde som andet end en nødløsning, og de meget mere udbredte typer, der kun kan monteres ved hjælp af en såkaldt crimptang (krympetang). 
  • En crimptang er et værktøj, der i én arbejdsgang kan trykke alle de 8 kontakter i bund i et RJ45-stik og skabe forbindelse til de 8 ledere i LAN-kablet. Tangen er ikke nødvendig, hvis man kun bruger værktøjsfri stik. 
  • En skarp bidetang til at klippe de tynde ledere i et LAN-kabel og en hobbykniv må heller ikke mangle. Desuden er det rart at have en såkaldt stripper, som kan skære kablets yderkappe fra – naturligvis uden at beskadige ledere og eventuel afskærmning.
  • Vi vil også nødig undvære en kabeltester, som kan vise, om der er forbindelse mellem samtlige otte kontakter i hver ende af det færdige kabel. Priserne for sådan en tester begynder under 100 kroner.

Vores uundværlige LAN-kabeltester er en luksusmodel til op mod 300 kr. Den kan også tjekke USB- og coaxkabler. En ren LAN-tester kan fås for under en ”hund”.

En kombineret kabelsaks og præcist justerbar stripper gør det nemt at fjerne et kabels yderkappe – uden at beskadige inderledere og eventuel fletskærm/folie.

Denne crimptang er konstrueret specielt til Delocks RJ45-stik af Crimp + Cut-typen. Den terminerer kablet og afskærer de udstikkende ender. Hurtigt og præcist – og lidt dyrt.

Alt, hvad en LAN-kabelinstallatør behøver, inklusive en kabeltester, er i denne lille kuffert, som vi har set på nettet til under 500 kroner. Perfekt til at komme i gang med.

Typiske situationer

It-butikker – især dem, som kun er tilgængelige online – bugner af terminerede LAN-kabler med fabriksmonterede RJ45-stik. De kaldes også patchkabler. Alligevel kan det nogle gange være praktisk eller nødvendigt at bruge skræddersyede kabler. Hvornår?

Specialmål: Murphys Lov om kabler fastslår, at ligegyldigt, hvor mange du eller din forhandler har liggende, mangler du altid lige netop det kabel, du behøver til at afslutte et projekt – her og nu. Det kan dreje sig om en bestemt længde – et meget kort eller meget langt kabel, eller blot et skævt mål som 3,75 meter.

Skjult kabelføring: I nyere parcelhuse og lejligheder er det ikke ualmindeligt, at bygherrerne har prøvet at fremtidssikre installationerne ved at trække såkaldte tomrør, der efterfølgende kan bruges til skjult føring af kabler. Typiske tomrør er så tynde, at kun LAN-kabel uden stik kan trækkes gennem dem. Dette udelukker brug af terminerede kabler. Tilsvarende gælder det, at hvis et LAN-kabel blot skal føres gennem en væg eller en etageadskillelse, er et 7 mm-hul at foretrække frem for en mere reparationskrævende 5-20 mm ”tunnel”.

1 2 3 4Næste

TAGS
Kabler
LAN-kabler

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S