Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få mere skærmplads til din bærbare

Skærmpladsen kan hurtigt føles trang, når du arbejder med den bærbare på kontoret. Med en docking-skærm er det dog nemt at udvide skærmarealet med flere tommer. Vi tester tre nye skærme.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Skærmene på bærbare pc'er er blevet mindre de seneste år. Det er en fordel, når man er på farten, da de kompakte computere er nemme at klemme ned i tasken. På kontoret, hvor mobiliteten ikke er afgørende, kan det dog føles lige lovlig trangt med pladsen. Her er det en fordel med flere tommer, så man kan arbejde med mange vinduer samt gå i dybden med billeder, videoer m.m.

Designet er moderne og skærmkvaliteten høj hos HP.

Løsningen kan være et separat setup med en stationær computer og en ekstern skærm. Ofte er det dog bøvlet at køre med to forskellige computer-setups. Det er der heller ikke nødvendigvis nogen grund til, for med en docking-skærm kan du hurtigt udvide skærmpladsen på din bærbare og arbejde videre med den på kontoret.

Komplet stationær

At man kan koble en bærbar computer til en computerskærm er der ikke noget opsigtsvækkende i. Nogle skærme er dog bedre rustet til formålet end andre. De tre skærme i testen har specielle features, der gør tilkoblingen lettere og udvider funktionaliteten.

Eksempelvis kan du koble mus, tastatur og hovedtelefoner direkte i skærmen, så du kan gemme den bærbare væk under bordet, når du arbejder.
Lager-enheder og meget andet kan ligeledes tilkobles via USB-portene, og alle tre skærme har netindgang, så den bærbare kan få kablet internetadgang gennem skærmen.

Indbyggede højttalere og webkamera finder du også i et par af dem. Således får du faktisk alt, som du skal bruge i et stationært computer-setup. Alt gennem ét kabel

Et USB-kabel fra din bærbare er alt, der skal til for at udnytte de forskellige porte og funktioner i skærmen. Forbindelsen er ren plug-and-play og skabes hurtigt og helt uden bøvl, når du sætter stikket i.

I denne test er USB-kablet også alt der skal til for at skærmbille-det ryger videre hos HP og Philips. De to skærme er nemlig udstyret med DisplayLink-teknologi, så billedet overføres via USB.

Den har ikke mange funktioner, men Philips' skærm leverer nem tilslutning og flot billedkvalitet til en god pris.

Hos Lenovo er du nødt til også at have et HDMI- eller VGA-kabel imellem den bærbare og skærmen, medmindre du anvender en Lenovo-laptop udstyret med producentens eget OneLink-stik. Så kan du tilkoble skærmen med blot et enkelt stik.

Hvad de hver især tilbyder af porte, varierer. HP og Lenovo er de mest velforsynede.

Der er fire USB-porte, to af dem USB 3.0 på HP og alle fire hos Lenovo, hvor en af dem endda også har BatteryCharge, som leverer hurtig opladning af mobile smartphones, tablets, kameraer osv.

Begge har også VGA-indgang, netværksport og lydstik, mens Lenovo tilbyder HDMI og HP displayport. Skærmen fra HP har desuden en strømudgang, så man kan oplade sin bærbare. Hvis den altså er fra HP.
Begge skærme inkluderer også et webkamera af god kvalitet - HP's med HD-opløsning, Lenovos i full HD. Og der er indbygget mikrofon, så de er velegnede til samtaler.

Lenovo har ligefrem indbyggede knapper til dette formål, mens HP kommer med tilhørende software til videokonferencer. For business-brugeren kan de to skærme derfor have særlige fordele.
Philips-skærmen er mere skrabet. Her får du to USB 2.0-porte, netværksstik, lydind- og udgange samt indbyggede højttalere og en Kensington Lock. Skærmen fås dog også i en lidt større og dyrere version med flere tilkoblinger.

Men hvad med billedet?

Skærmene har opløsningen i full HD. Billedkvaliteten er dog langt fra den samme.

Selvom opdateringsfrekvensen er hurtigst hos Lenovo, falder skærmen lidt igennem, når det kommer til farvestyrke og kontrast. Billedet synes en smule blegt og det udviskes relativt nemt, når du ser det fra skæve vinkler.
Farverne står stærkere, og der er generelt mere kraft i billedet hos HP og Philips, som også har gode betragtningsvinkler.

Det er ikke kolossale skærme, vi her har med at gøre. HP ligger på 23", mens Philips og Lenovo er nede på 21,5".

Det kan synes lidt mærkeligt, at de ikke er større. Når formålet med dem netop er at udvide skærmpladsen på den bærbare, kunne man forestille sig, at de fleste brugere vil foretrække en skærm, der forøger antallet af tommer betragteligt. Philips-skærmen fås dog også i 23", men det er ikke just mange tommer til forskel. En model på 27" havde umiddelbart givet mere mening.

I design er de ikke milevidt fra hinanden. Alle er skabt i stilsikker sort plast, så de passer ind på ethvert kontor.

Med deres store fod står skærmene fra Lenovo og Philips sikkert fast på bordet og giver rig mulighed for justering. Du kan indstille både højde, hældning og vinkel, og der er desuden mulighed for at vippe skærmene 180 grader, så de står vertikalt.

HP's skærm er stort set lige så fleksibel, men kommer modsat de to andre med en fastmonteret fod.

Funktioner mangler den ikke, men Lenovos skærm kan ikke tilsluttes direkte med et USB-kabel.

Kvalitetsfornemmelsen er en anelse højere, specielt i forhold til Lenovo der føles lidt vakkelvorn og samtidig ser lidt gammeldags ud med sine fysiske knapper, der buler ud af skærmen. HP's knapper er mere diskret integrerede i designet, mens Philips-skærmen er helt uden fysiske knapper.

Solid vinder

Er der behov for at udvide skærmpladsen på din bærbare, er det værd at overveje en skærm som disse. Ideen med en docking-monitor er god, og teknisk fungerer løsningen nemt og gnidningsfrit.

Nemmest er det, når det kan gøres med blot et enkelt kabel. Lenovo mister derfor et par point for at køre med sit eget system, så du skal bruge et ekstra kabel, hvis ikke lige du har en Lenovo-laptop. I design og skærmbillede er kvaliteten heller ikke helt på niveau med de to andre. Til gengæld topper Lenovo på udvalget af funktioner og tilslutninger.

Philips er ikke så veludrustet som de andre, når det kommer til forbindelser, og manglen på webkamera trækker lidt ned, men til prisen får du en god og relativt velbygget skærm, der er nem at gå til.

HP ender som testvinder, da den på design og billede byder på solid kvalitet, mens den samtidig er velsynet, når det kommer til forbindelser. Et sæt indbyggede højttalere og en HDMI-indgang havde dog været rart.