I denne guide viser vi, hvordan du kan bruge YouTubes egne værktøjer til at tilføje links, referencer til dit øvrige indhold og kvalitetsforbedringer, der gør oplevelsen behagelig for brugerne.
Vi ser også på, hvordan du kan tviste algoritmen til din fordel. Som så mange andre Google-projekter har YouTube indført disse funktioner i småbidder. Der er ingen synderlig synergi mellem dem, og der er derfor meget at lære. Men hvis man griber det rigtigt an, kan man øge antallet af seere.
Tag det nu roligt. Før du går i gang med YouTubes værktøjer, skal du tænke i de rigtige baner, når du laver dine videoer. Hvis du refererer til noget fra en af dine tidligere uploads under en optagelse, skal du gøre et notat, for du kommer til at føje et link til den senere. Husk at inddrage en grafik med et abonner-ikon et sted i din video.
Du kan overveje at oprette et slutkort med klip fra tidligere episoder, som du har uploadet – det opmuntrer seerne til at se mere på dit værk. Hvis du kører en serie, bør du tænke på at inddrage lidt af den næste episode som en teaser. Det er små ting, men de er vigtige, hvis man vil have fat i sit publikum.
Tænk over din video-thumbnail. Den er vigtig, når seerne skal hentes ind til din kanal, og den er langt vigtigere end nogen klik-lokkemad. Bevares, der findes folk, som har gjort stort indtryk på YouTube uden skræddersyede thumbnails, men der er ikke mange af dem, og du kommer næppe til at slutte dig til skaren.
Sørg for, at dine thumbnails er iøjnefaldende, spændende og på et professionelt niveau. Hvis din branding er i orden, kommer resten af sig selv.
Når din video og de tiknyttede ressourcer er på plads, går du til YouTube. Log ind med din Google-konto og begiv dig til Creator Studio. Hvis du ikke allerede har en YouTube-kanal, kan du se en gigantisk knap, der opfordrer dig til at oprette en; sørg for at klikke “Use a business or other name”, medmindre du vil have alting uploadet under dit eget navn. Gå til fanen “Channel”, når du er færdig, og tryk på den blå “Verify”-knap, så du kan afslutte bekræftelsen af din konto. Indtil du når så langt, er du udsat for visse begrænsninger.
Der er en “Upload”-knap til højre for søgeboksen. Klik her, og træk din video til det ønskede område, idet du sikrer dig, at privatlivsindstillingen ikke er “Public,” medmindre du ønsker, at Gud og hvermand kan se dit værk, før det er færdigt. Mens din video uploader og bliver bearbejdet via YouTubes computer, kan du begynde at udfylde den første nøgleinformation.
Find på en fiks titel, og gør beskrivelsen så indholdsrig, som du kan, og tilføj så mange passende ord og sætninger, som du kan finde på. Når You-Tube skal inddrage dit værk i listen “related videos”, må man formode, det er her, der først bliver søgt. Men man ved det ikke med sikkerhed, og det kan ændre sig i morgen. Prøv at finde på tags af den type, som dine venner og rivaler bruger, og skriv dem her.
Før du er færdig med det indledende upload-trin, går du til fanen “Advanced Settings”. Her kan du blandt andet blokere kommentarer og indstille licensen til din video, medmindre du er fornøjet med, at den bliver remixet af Creative Commons-brugere. Så mangler vi at vælge en kategori til videoen, vælge sprog og give mulighed for andres bidrag, hvilket betyder, at frivillige bidragydere kan levere undertekster på andre sprog.
Det er meget vigtigt, at du husker at klikke i content declaration, hvis du er blevet betalt for at nævne et bestemt produkt. Hvis du ikke gør det, kan du havne i juridisk uføre.
Klik “Done”, når du er færdig. Du behøver ikke at vente, på at videoen bliver færdigbearbejdet, men du skal dog vente på, at dens upload bliver færdigt.