Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Få biografen ind i stuen

Film skal ses i biografen. Og vil du ikke komme til biografen, må biografen komme til dig. V7500 er seneste skud på stammen i Acers serie af hjemmeprojektorer, og den formår på imponerende vis at gøre din dagligstue til en biograf.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man kunne måske tænke, at tiderne er ved at løbe fra projektoren. Efterhånden som tv’erne bliver større, bedre og får flere funktioner, er der så virkelig grund til at kaste sig ud i besværet med den lysfølsomme og indretningsmæssigt udfordrende løsning? Med den nye V7500 taler Acer godt for sagen.
 
Som at sidde i biffen
Én ting er, at du kan blæse billedet op i et format, hvor selv ikke de største tv’er kan være med, en anden er, at billedet fra en god projektor har en varme og stoflighed, man ikke får i et tv. Det er V7500 er godt eksempel på. At se film på den er en imponerende oplevelse. Farverne er levende og lækre, og der er en flot dybde i billedet. Trods der ”kun” er tale om full HD (1080p), fremstår billedet også ret skarpt, sålænge man ikke kommer for tæt på.

Biografstemningen er således sikret, i hvert fald så længe du sørger for at tilslutte gode højttalere. Acer lover ”studiekvalitet”, men den indbyggede højttaler er så ringe, at man ikke engang til en hurtig omgang TV-avis orker at høre på den.

Rimelig medgørlig
At få en projektor til at passe i stuen er ikke den nemmeste opgave. V7500 er dog relativ medgørlig. Afstanden til væggen kan tilpasses med en vis fleksibilitet, takket være en fin zoom, og der er mulighed for at rette billedet til, alt efter om projektoren står på gulvet, hænger i loftet eller skyder billedet ind fra siden.

Betjeningen kan foregå fra toppen af projektoren eller med den medfølgende fjernbetjening. Brugermenuen byder på et fornuftigt udvalg af indstillinger og er overskuelig at navigere i.

Masser af muligheder
I modsætning til stort set alle nyere tv’er, er der hverken internet, adgang til streamingtjenester eller andre smarte funktioner i projektoren.

Med en Chromecast, et Apple TV eller hvilken som helst anden medieboks- eller dongle klares den sag dog nemt. Computere, Blu-ray-afspillere og konsoller og så videre forbindes også uden problemer. Sålænge der er HDMI, USB, Composite Video eller VGA kan enheden tilsluttes.

Forsyner du projektoren med en trådløs dongle, er det endda også muligt at overføre billedet trådløst i fuld kvalitet. Er du til 3D er projektoren også gearet til dette, bare du køber brillerne.

Leverer varen
Har du faciliteterne til det, er der gode grunde til at overveje en projektor. Og så i fald bør Acer V7500 være på kandidatlisten.
Den leverer lige præcis det, der gør en projektor til noget særligt. Billedkvaliteten er fremragende, og projektoren formår således at gøre film og serier levende på en måde, du ellers må i biografen efter.