Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: F-Secure Sense: Sikkerhedsløsning til hele netværket

Virusspecialisten F-Secure går ind på hardware-markedet med en router/software-kombination, som beskytter alt fra babyalarmer til smartphones mod internettets trusler.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Siden 1988 har F-Secure leveret antivirus og andre sikkerhedsløsninger til såvel firmaer og organisationer som private brugere. Firmaet har sit hovedsæde i Helsingfors og dækker det meste af verden fra 25 kontorer.

En stab på over 1000 medarbejdere genererer en omsætning på 1,2 mia. kroner fra millionvis af private brugere plus mere end 100.000 virksomheder. Det mest udbredte F-Secure-produkt er antivirusprogrammet Safe, som i februar 2017 fik karakteren ”God” i en europæisk test, der herhjemme er tilgængelig hos Forbrugerrådet Tænk.

Sikkerhedsrouter

Med Sense-løsningen træder F-Secure for første gang op på hardware-scenen og lancerer en kombination af en smart sikkerhedsrouter, en avanceret sikkerhedsapp og en ”industry-leading” cloud-beskyttelse.

Prismæssigt er Sense skruet sammen som et kontantkøb med tilknyttet abonnement. Prisen på 1599 kroner, inkl. levering i en ikke nærmere defineret introduktionsperiode, omfatter også software med tilhørende opdateringer i 12 måneder, og derefter koster det 79 kroner om måneden (948 kroner om året) at være kørende. Dette er noget mere, end man typisk betaler for et antivirusprogram, men man får også meget mere.

Selve routeren er designet til at stå fremme i et nydeligt, moderne hjem. Dens hvide kabinet med lysegrå sokkel brydes kun af en fartstribe og et diskret display, som viser status under opsætning eller i fejlsituationer – og klokken, når routeren kører normalt.

Specifikationsmæssigt hører routeren til i økonomiklassen, idet den overholder IEEE 802ac-standarden og har en total båndbredde på 1,75 Gbps i 2,4 GHz og 5 GHz frekvensbåndet. På bagsiden af det rombeformede kabinet er der en WAM-port, tre LAN-porte og en USB 3.0-port. De fire antenner er indbyggede, så de ikke skæmmer det elegante finske design.

Internethastigheder målt fire steder i huset med tre forskellige smartphones. Resultaterne med HTC 10 gør det oplagt at flytte routeren fra kælderen til en central placering på stueetagen.

Avanceret software

Normalt er antivirus- og malware-software noget, som man installerer i de udsatte it-produkter. I gamle dage var dette pc’en, men i dag kan smartphones og lignende gadgets også være mål for hackere. Og listen slutter ikke her, for ”dumme” ting, der indgår i et smart, opkoblet hjem, kan muligvis ikke hackes, men de kan fungere som bagdøre til et it-system.

Derfor er software-hjertet i F-Secure Sense en app, som ikke alene guider brugeren gennem den grundlæggende opsætning, men også overvåger og beskytter alle de opkoblede enheder.

Sense-appen kan downloades til både Android- og iOS-enheder. Herudover kan Windows-computere downloade et Sense-program til styring af nogle avancerede indstillinger. Dette program minder meget om anden antivirus-software, og så vidt vi kan se, giver det ikke adgang til selve routerens indstillinger.

F-Secure lover desuden, at Sense-beskyttelsen rækker ud over det opkoblede hjem, så man trygt kan bruge sine Android- og Windows-enheder, ligegyldigt hvor Sense-appen er. Dette hænger også sammen med, at de nødvendige sikkerhedsanalyser er flyttet op i skyen og ikke belaster den enkelte brugers opkoblede enheder.

Mens dette skrives, rapporterer Sense-appen, at der er 15 beskyttede enheder på husets netværk, og to trusler er blevet blokeret. Et tap på ”Devices” kalder en liste over enhederne frem på Huawei P10 smartphonens skærm. Men det kunne være rart at vide, hvor mange enheder der kan tilsluttes Sense-netværket. Et svar kan findes under ”Ofte stillede spørgsmål” på F-Secures hjemmeside, hvor der står:

”F-Secure Sense er designet til at tjene dit smarte hjem med et næsten ubegrænset antal forbundne enheder, der tilhører din husholdning og kører på hjemmenetværket, uanset om de er IoT-enheder eller personlige enheder.”

Dog er der nogle platformsafhængige begrænsninger, og der kan også være et loft over det tilladte antal IP-adresser, så reelt kan der ikke siges meget om det maksimale antal opkoblede enheder. På en Windows-pc er Sense-appen begrænset til 25 enheder, oplyses det i en anden sammenhæng.

Lidt overraskende er der – foreløbig – ingen forældrekontroller i Sense-løsningen, men de kommer, lover F-Secure. Ellers er produktet vist chanceløst blandt curling-forældre. Et gæstenetværk står også på to-do-listen. Aktuelt (juli 2017) er Sense tilgængeligt i de nordiske lande samt Frankrig, Tyskland, Irland, Holland og Storbritannien.

Sense-appens statusside viser, at 15 enheder er beskyttet, og to trusler er blevet blokeret.

Legende nem installation

I stil med flere andre routere til unørdet hjemmebrug er Sense udstyret med Bluetooth (4.0 og LE) og skal opsættes fra en smartphone eller tablet.

Men i modsætning til nogle af de installationsprocedurer, som Alt om DATA har været igennem, har F-Secures været en dans på roser. Appen er skrevet på et flydende, letforståeligt engelsk – en dansk version kommer senere i år – og intet drillede undervejs. Længst tid tog det, da routeren skulle have opdateret sin software, men det er jo ganske normalt. Noget mindre end en halv time varede hele processen.

Installationen på en pc med Windows (7) er også ganske ligetil. Hidtil har testmaskinen været beskyttet af Windows’ egen firewall og Security Essentials’ antivirus plus den gratis version af Malwarebytes, som har været der i nogle måneder – og aldrig fundet så meget som én byte malware. De centrale filtre hos YouSee er åbenbart ganske effektive.

Sense kan uden problemer sameksistere med Windows’ firewall, men insisterer på at fjerne Security Essentials, hvad der også sker helt smertefrit. Efter installationen af Sense har det ikke været muligt at fjerne Malwarebytes, så dette program må vente på en hovedrengøring af pc’en.
Desktop-performance

Ligesom security i lufthavne og andre beskyttelsesforanstaltninger mod uønskede begivenheder har it-sikkerhed det med at tage tid. Derfor vil det altid være nødvendigt at ramme en balance mellem sikkerhed og hastighed. Hvad nytter det at have verdens mest effektive antivirusprogram, hvis det sluger alle pc’ens ressourcer?

Alt om DATA har målt hastigheder gennem F-Secure Sense med forskellige enheder på forskellige placeringer i huset. Vi har som sædvanlig brugt appen SpeedTest, som måler internetforbindelsens kvalitet og hastighed.

Bedst er det selvfølgelig gået med den kabelforbundne HP Z230 Workstation i kontoret i kælderetagen. Via Sense kan den downloade fra internettet ved omkring 330 Mbps, hvad der er mindre end 10 % langsommere end en direkte tilslutning til YouSee-modemet og en beskeden pris for et højere sikkerhedsniveau.

En spritny Lenovo M710t desktop-pc kan via sit eget trådløse netkort og en hidsig D-Link DIR-895L router køre næsten lige så hurtigt (op til 322 Mbps), men Sense sløver den ned til omkring 206 Mbps, hvad der stadig er særdeles respektabelt. Dette hastighedsfald skyldes sandsynligvis ikke alene Sense-softwaren, men også den noget mere ydmyge router fra F-Secure.

Denne oversigt viser, hvordan F-Secure betragter Sense i forhold til almindelige it-sikkerhedsløsninger. Vi glæder os til et gæstenetværk, og andre bliver nok glade for forældrekontrol.

Trådløse hastigheder

Efter vores mening er det mest interessante ved en router, hvor høje hastigheder den kan levere til smartphones og andre bærbare enheder, som altid er afhængige af trådløs opkobling.

På dette punkt har Sense været mere besværlig at teste end normalt. I modsætning til flere routere, som henvender sig til private brugere uden særlig teknisk indsigt, vælger den ikke automatisk det hurtigst mulige frekvensbånd – 2,4 GHz eller 5 GHz – til f.eks. en smartphone.

Som udgangspunkt satser routeren på 2,4 GHz med den længste rækkevidde og laveste hastighed, og så kan man selv prøve, om det går bedre ved 5 GHz. Fornuftigvis er der automatisk fall-back fra 5 GHz til 2,4 GHz i tilfælde af dårlig dækning, men en smartphone får ikke hjælp til igen at skifte op til 5 GHz.

Det må brugeren selv huske at klare. Ofte vil resultatet nok blive en smartphone, som ikke udnytter sit fulde potentiale, fordi den altid kører på 2,4 GHz-båndet.

Tabellen <nederst på venstre side> viser de hastigheder, som vi har målt med tre smartphones på fire steder i huset. Der er især grund til at bemærke, at kun Hua-wei Honor 8 Pro er tilstrækkeligt følsom til at holde brugbare down- og upload-hastigheder på første sal, hvortil signalerne skal forcere en mur af beton og to etageadskillelser af træ.

Hvis F-Secure Sense skulle være fast inventar på denne adresse, ville det være oplagt at gemme denne router væk et centralt sted på stueetagen og slutte den til YouSee-modemet med et kabel. På den måde ville dens begrænsede rækkevidde ikke være noget problem.

Energimæssigt er F-Secure Sense ganske nøjsom. Uden særlig trafik i systemet bruger routeren lige under 8 W, og ved fuld belastning under hastighedsmålinger kravler effektmåleren op omkring 12 W. Med et gennemsnitsforbrug på 10 W og en kWh-pris på 2,50 kroner kan den årlige omkostning komme op på 219 kroner eller mindre end 20 kroner om måneden. Hertil skal som altid lægges et bredbåndsmodems forbrug.