Denne Asus-enhed kommer i det samme plugin-design som det store flertal af markedets extendere og skal blot sættes i en stikkontakt, der befinder sig omtrent halvvejs mellem routeren og de enheder, som behøver stærkere Wi-Fi-signaler. Den er dobbelt så høj som de billigere modeller, men har til gengæld antennerne indbygget, og designet er nydeligt – diskret nok til at sidde synligt på en stuevæg.
AX1800 i modelbetegnelsen betyder, at extenderen kører efter Wi-Fi-standarden og har en total teoretisk båndbredde på 1,8 Gbps – op til 574 Mbps på det langtrækkende 2,4 GHz-bånd og 1,2 Gbps på det mere rummelige 5 GHz-bånd.
Udstyrslisten er hurtigt overskuet. Der er en LAN-port på undersiden, og den kan bruges til en kablet enhed, for eksempel en printer, eller som returvej (backhaul) til routeren, så der bliver fuld kapacitet til data.
RP-AX56 skal opsættes ved hjælp af en app. Hvis man allerede har en Asus-router med AiMesh-teknologi skal man bruge Asus Router. Hvis man – som vi – vil bruge extenderen konventionelt, skal man downloade og køre Asus Extender. Det går nemt nok og tager ikke mere end 10-15 minutter.
Extenderen sørger også for at overtage routerens login-information, men den føjer ”_RPT” og ”_RPT5G” til de oprindelige netværksnavne (SSID). Hvis man sletter disse extensions, kan det være nemmere for mobile enheder at oprette og fastholde Wi-Fi-forbindelser.
Extenderens præstationer er absolut godkendt, selv om hastighederne falder mærkbart, så snart vi rykker ud i haven. Pingtiderne holder sig pænt lave, og en stabil downloadhastighed på over 100 Mbps i læskuret sikrer at ingen gæster kommer til at kede sig ved et gardenparty.