Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: EVGA GeForce GTX 1050 Gaming 2GB: Stor ydelse til prisen

EVGA GeForce GTX 1050 Gaming er et af de mindste og billigste kort i testen, men det leverer ikke desto mindre overraskende styrke.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kortet har en gennemsnitlig ydelse på 56 fps ved 1080p og 36 fps ved 1440p. Det er kun ganske få frames pr. sekund efter det dyrere GTX 1050 Ti. Resultatet er, at dette kort yder den næstbedste valuta for pengene i denne test. Hvis man har 1080p-gaming som sin hovedprioritet, er kortet ideelt.

Kortets tiltrækningskraft rækker også videre end til blot rå ydelse og meget for pengene. Dette kort er kompakt: Det er ikke højere end en pci-bøjle. Dets to udvidelsesslots er tykke, men kortet er glimrende egnet til pc’er i beskedent format.
Hertil kommer, at kortet ikke kræver anden strøm end den, der bliver leveret af dets pci-e-slot.

Det er derfor et glimrende valg til opgradering, selv på pc’er, der ikke er udstyret med avancerede strømforsyninger. Det afspejler sig også i kortets strømforbrug, der topper ved blot 104 W under belastning.

Samtidig klarer den enlige ventilator og den lille køler uden problemer at holde alting køligt og tyst. Ventilatoren speeder ikke op uden belastning, og den er stille, når der skal bestilles noget. Til lidt over 1200 kroner er dette kort et indlysende valg.