Home » Stationær computer » Et evigt kapløb
Et evigt kapløb

Et evigt kapløb

Share

Føler du også, at du konstant halter bagud i forhold til den nyeste computerteknologi og har en pc, der trænger til en opgradering?

Du kender godt kapløbet ikke? Det kapløb alle computerejere er ude i – det med at have en computer, der er hurtig nok til at spille de nyeste spil, køre de mest basale programmer og ikke mindst surfe på nettet.

Jeg husker for en god del år tilbage, hvor computerkapløbet nok var der, men det var godt nok i et meget mere adstadigt tempo end tilfældet er nu. Dengang kunne man faktisk bruge tid på at finde det rigtige bundkort, den ram man foretrak og ikke mindst den rigtige processor og den helt rigtige harddisk.

Nu om dage, så er alt indmaden i din computer forældet længe inden, du får den slæbt ud af forretningen. På mange måder minder det lidt om din bil ikke? Du køber en bil til 200.000, og når den kører ud over kantstenen hos forhandleren, er den faldet 50.000 i pris – nu er det jo pludselig en gammel og brugt model.

Samme følelse har jeg ofte haft, når jeg har købt eller bygget en ny computer, glæden over at have »state of the art« og den hurtigste computer fortaber sig hurtigt, når jeg næste dag kommer på arbejde og læser om et nyt grafikkort, en ny processor, bedre ram og harddiske der får min gamle til at minde om et rangerlokomotiv.

Se også:  Lækker teknik: Her er de nye AMD Ryzen cpu’er

Et eksempel fra min hverdag

Lad mig lige eksemplificere, hvad det er jeg mener. For omkring et halvt år siden fik jeg en rigtig gaming-computer. Den var udstyret med, efter tiden, den nyeste processor, den bedste ram, ikke mindre end tre harddisk i stribet raid, nyeste nye grafikkort og listen er lang.

Stolt og glad var jeg. Mine spil kørte bedre, end jeg kunne drømme om, og min computer startede op lynhurtigt. Men så ramte virkeligheden mig i form af den halvårlige drengerøvscomputerspilleweekend.

Jeg stillede min computer op og nød de mange kommentarer »wauw – den ser fed ud«, »Var den dyr?«, »Den må være vildt hurtig«, og så var det at en af de andre på turen ankom med sin nye computer.

Selvom de to computere faktisk var lige gamle, eller rettere, hans var omkring en måned yngre end min, så blæste den min ud af sommerhuset. Ikke alene startede den op på under den halve tid af min, når vi spillede spil, så var hans computer konstant hurtigere klar end min.

Jeg lærte at leve med det, og jeg synes stadig, at min computer er både god og hurtig. Men nu står den næste drengerøvscomputer-spilleweekend for døren, og jeg ved, at der er mindst en af gutterne, der har fået investeret i en ny computer, så snart må jeg se min skønne computer (med mindre end et år på bagen) henvist til at være blandt de langsomme igen. Livet er hårdt ikke?

Se også:  Grafikkort [STORTEST]: Det bedste grafikkort til din gamer-pc

Tilbage til virkeligheden

Det bringer mig så tilbage til det kapløb, der foregår mellem computerbrugerne, producenterne af hardware og ikke mindst softwareudviklerne. For selvom jeg selv synes, at ny hardware er fedt, og selvom jeg nu i næsten 20 år har levet af at følge med på den front og at skrive om det, så kan jeg godt blive træt.

Træt af aldrig at have en computer der kan køre den nyeste software uden problemer, også selvom der er gået mere end 14 dage, siden jeg købte den. Træt af hele tiden at skulle overveje, om jeg snart skal skifte noget af computerens hardware eller måske købe en ny (igen igen).

Nu hører jeg så mine trofaste læsere råbe op og sige, at det behøver jeg da heller ikke – for jeg kan bare lade være med at installere nye spil og programmer hele tiden. Hold fast i det gamle, og så vil computeren hele tiden være hurtig.

Det er da også ret – til en grænse. For de spil jeg spiller, har en tendens til at opdatere sig selv på nettet, så programmerne belaster min computer lidt mere hele tiden.

Men hvad oplever I, kære læsere? Har I samme problemer som jeg? Skriv jeres mening i kommentarfeltet herunder.

[pt id=’2007233′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Lars Bennetzen chefredaktør”‘]

Lars Bennetzen, chefredaktør


TAGS
fremskridt
hardware
teknologi

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S