Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Et sikrere hjem med smart videokamera

Nyt videokamera kan både bruges som standalone og indgå i et alarmsystem.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er Danmark blevet et mere eller mindre sikkert land, når det gælder indbrud i private hjem? Svaret afhænger af, hvem du spørger, men det er en kendsgerning, at salget af tyverialarmer er i stærk vækst.

SikkertHjem er en forholdsvis ny dansk virksomhed, som siden 2008 har leveret mere end 15.000 alarmsystemer baseret på GSM-teknologi. Internettet kan selvklart også bruges til alarm- og overvågningsformål, og den mulighed har SikkertHjem taget hul på med lanceringen af et videokamera, som både kan tale med firmaets systemer og fungere selvstændigt. Med sådan et kamera kan du når som helst se, hvad der foregår i objektivets synsfelt via en smartphone eller en tilsvarende gadget med internetadgang.

SikkertHjems videokamera har god byggekvalitet og bærer præg af, at der er ofret mere på optikken end normalt i denne klasse. En god investering.

HD – men heller ikke mere

Ligesom mange andre af markedets bedre overvågningskameraer bliver SikkertHjems HD WiFi Camera markedsført med løfter om ”superklare billeder med et meget højt detaljeniveau”, men firmaet gør dog loyalt opmærksom på, at ”HD” betyder ”720p” – altså 720 vandrette linjer med samtidig (progressiv) optegning.

Objektivets synsfelt opgives til 110 grader, og det svarer omtrent til en brændvidde med en på op mod 20 mm eller en seriøs, men ikke ekstrem, vidvinkel. Hvis der er brug for et udsnit af et billede, ville det være rart med en endnu højere opløsning som full HD (1080p) eller UHD (2160p). Det kan lyde som at skyde gråspurve med krydsermissiler, men teknologien er der, og den rasler ned i pris.

Gode features

Det testede kamera virker lidt mere tillidsvækkende end flere af konkurrenterne. Det kommer med såvel en multi-indstillelig bordfod som et vægbeslag og en dobbeltklæbende monteringsskive.
Med et energiforbrug på op til 5 W er kameraet ikke specielt nøjsomt og kræver en ekstern strømforsyning, hvad der til gengæld åbner mulighed for ekstra fordele.

Der er slot til et microSD-hukommelseskort på op til 32 GB, som kan gemme, hvad kameraet registrerer i intervaller à 20 minutter. I høj videokvalitet, kan et 2 GB-kort rumme 4 timers video, så 32 GB rækker til næsten en halv uge. Funktionen sløjfer selv optagelserne og overskriver automatisk de tidligste, så du altid kan se de seneste begivenheder.
Der er også en mikrofon og en højttaler i kamerahuset, så du kan høre i din smartphone, om der er usædvanlige lyde i hjemmet, eller chokere Fido ved at hvæse ”NEJ!” til ham, mens han tror, han er alene.

 

Videokameraet er ikke beregnet til udendørs brug, men det kan nemt dække en lille have gennem en rude, og selvom der er klar himmel, bliver plænen og planterne ikke mørke.

Billedkvaliteten kan sættes til ”Høj”, ”Mellem” eller ”Lav”. Da hverken båndbredde eller energiforbrug er kritiske parametre, har jeg valgt den bedst mulige kvalitet, og den er ikke dårlig. Til gengæld er lyden nærmest ubrugelig. Jeg har prøvet at tale fra min Sony Xperia 3 Compact til kameraet, og det har været opfatteligt i den anden ende. Modsat fra kameraet til smartphonen går det helt galt, så hvad der måtte blive sagt – eller gøet, bliver til forvrængning ligesom pixelering af et billede.

Læs den §!#¤%& manual!

SikkertHjem skriver på deres hjemmeside, at de ikke længere benytter printede manualer, men har gjort vejledninger let tilgængelige online. Denne skribent har nu været meget tilfreds med, at en lille trykt manual var med i kassen, for Android-appen er ikke den mest intuitive. Uden manualen havde jeg næppe fundet en genvejsmenu til mine foto- og videooptagelser under ”Mine dokumenter” – der i mellemtiden har skiftet navn til ”Mine albums. Betjeningsmæssigt kræver kameraet ikke en ingeniøreksamen, men hvis man vil reducere indlæringskurven, kan man måske hente lidt inspiration hos D-Link eller Netgear …