Så er ESET klar med den nye udgave af sikkerhedspakken ESET Internet Security. Den nye 2021-version har fået et ekstra løft i forhold til forgængeren. Sidste års version fik topkarakterer her i AOD, men kravene til sikkerhed er også i evig forandring, og de er ikke blevet mindre på de 12 måneder.
I ESET Internet Security 2021 er der blandt andet forbedret malware-detektion. Den største forskel i hverdagen er dog nok den nye feature ”Beskyt alle browsere”.
ESET Internet Security leverer en bred vifte af beskyttelse mod de trusler, som er rettet mod din computer eller dine andre enheder på nettet. Pengetransaktioner i forbindelse med bank og køb på nettet er i dag en naturlig del af alles netliv. Og her vil man gerne føle sig særlig tryg – ligesom man vil sikre sig, at ens personlige data forbliver præcis det: personlige. Alt dette sørger programmets bank- og betalingsbeskyttelse for.
Som noget nyt kan du med funktionen ”Beskyt alle browsere” sørge for, at der automatisk startes en sikker browser i forbindelse med udvalgte websider uanset, hvilken af de understøttede browsere, du normalt foretrækker at anvende. I Windows-regi vil det sige nyere udgaver af browserne Chrome, Firefox, Internet Explorer og Microsoft Edge.
ESET Internet Security er en diskret sikkerhedspakke, som beskytter meget bredt. Både avancerede sikkerhedsbrugere og brugere, som blot vil være trygge på nettet, kan få glæde af denne løsning.
Du kan med andre ord være sikker på, at din forbindelse er så sikker som overhovedet muligt på de websider, som du selv føjer til listen. Skriver du adressen på en af de udvalgte websider i browserens adressefelt, startes der automatisk en sikker browserforbindelse op.
Du har yderligere mulighed for at bestemme, i hvor høj grad browserudvidelser, der måtte findes til en bestemt browser, skal startes op i den sikre browsertilstand.
Ud over dette er du naturligvis i den sikre browser beskyttet mod, at andre programmer kan aflæse dine tastaturtryk, og den del af hukommelsen, som den sikre browser benytter, er også garderet mod, at andre programmer kan opsnappe data.
Som nævnt har sikkerhedsniveauet får et nøk opad. Her er der mulighed for WMI-scanning og scanning af registreringsdatabasen. Disse to tiltag skal opdage dybt skjult malware og overvåger for spor efter malware, som har gemt sig godt og grundigt inde i Windows’ system.