Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Eset Business: Nem sikkerhed for små og mellemstore virksomheder

Sikkerhed behøver ikke være noget svært eller meget omfattende, heller ikke for virksomheder. Vi har testet Esets cloud-løsning til mindre virksomheder, og den gør det virkelig let at installere og håndtere sikkerhed i hele organisationen.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I takt med at virksomheder flytter deres installationer op i skyen, skal filer og programmer beskyttes på andre måder. De lokale computere, end-points, skal stadig sikres, men det skal filer og mails, der ligger i skyen også, og det kræver andre løsninger end de klassiske.

Vi har testet Eset Business, en portalløsning, som indeholder alle Esets løsninger til virksomheder, og hvorfra du kan installere, håndtere og få et overblik over din virksomheds it-sikkerhed.

Løsningen er blevet testet for, hvor let den er at bruge og komme i gang med, hvordan du styrer programmer og licenser, og ikke mindst, hvor godt et overblik du får over virksomhedens sikkerhed.

Hurtigt i gang

Vi har testet to elementer i Eset Business-løsningen, nemlig Cloud Office Security og Eset Protect Cloud, som er de to dele, langt de fleste mindre danske virksomheder vil gøre brug af.

Alt foregår i skyen. Du får ingen cd’er eller andre medier. Efter oprettelsen af din Eset Business-konto, som kun kræver ganske få museklik, er du i gang. Det er fra Business-kontoen, du får et overblik over dine Eset-produkter, -licenser, -brugere og -alarmer. Det er ikke et sted, du vil bruge ret meget tid, men det giver et hurtigt overblik, ikke mindst hvis der er licenser, der skal fornyes.

Smidig løsning

Det er dog også fra dette kontrolpanel, at man kan installere Eset Protect Cloud og Eset Cloud Office Security, og her viser løsningen virkelig sin smidighed. Det kræver kun et klik på en knap samt et login som administrator på Microsoft 365, så bliver der automatisk tilføjet beskyttelse til alle dele af Microsoft 365, lige fra Exchange til filer i OneDrive og Sharepoint.

Når det kommer til Protect Cloud, så er det her, man både kan beskytte sin virksomheds computere og ikke mindst få et overblik over sikkerhedssituationen. Med få klik kan man skabe en installer, som så igen bruges til at installere Esets sikkerhedsprodukt på ens lokale maskiner.

Den færdige installer kan så sendes direkte til organisationens brugere, eller filen kan downloades og installeres fra Protect Cloud. Let og elegant.

Med begge dele installeret, er der i virkeligheden ikke så meget mere, man skal foretage sig som administrator.

Der er naturligvis et kontrolpanel, et dashboard, til begge delelementer, og her kan du få et fint overblik over den aktuelle situation, men det er ikke et sted, man behøver bevæge sig ind, medmindre der er en situation, som kræver handling.

Under Protect Cloud er der dog lidt flere indstillinger, hvor man blandt andet kan flytte brugere rundt mellem afdelinger, kan tilføje og ændre politikker, for eksempel hvis en bruger skifter afdeling eller computer.

Alt er sat op fra start. Men for avancerede it-administratorer er der et hav af muligheder, hvor de kan automatisere opgaver, flytte brugere og grupper, opdatere software automatisk og meget mere.

For den lille virksomhed giver Eset Business et fint overblik over it-sikkerheden, og når først end-point-sikkerheden er installeret, så bør der faktisk ikke være nogen grund til at bevæge sig herind – andet end for at få et overblik over den aktuelle situation.

Kan bruges af alle

Ingen tvivl om, at Eset Business er et system, der er let at bruge for alle. Små virksomheder får let adgang til et avanceret sikkerhedssystem og et rigtig fint overblik over den aktuelle sikkerhedssituation i deres organisation.

Systemet er oplagt til virksomheder, der ikke har fysiske servere stående, men som kører deres it i Microsoft 365.

Det store plus ved Esets løsning er samlet set, at det er så let at komme i gang, og at det faktisk ikke kræver ret meget viden om it-sikkerhed at få sat systemet op.