Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Er den nye iPhone pengene værd?

iPhone 6S ligner sin forgænger, men ny teknologi giver mobilen en ekstra dimension.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er ikke meget nyt at komme efter, når man blot kigger på det ydre. Apple har godt nok forstærket glas og aluminium, så risikoen for en bøjet mobil eller smadret skærm er mindre. Men i sit design er den nye iPhone 6S fuldstændig identisk med iPhone 6, der kom sidste år.
Det er under overfladen de store fornyelser gemmer sig.

Et ekstra touch i betjeningen

Den helt store nyhed er 3D Touch. En teknologi, der gør skærmen i stand til at registrere, hvor hårdt du trykker på den.
Det giver helt nye muligheder for at betjene mobilen. Har du fået en mail eller en besked, og vil blot skimme den hurtigt, holder du fingeren blidt ned på den. Så får du et hurtigt kig og er straks tilbage i indbakken, når du slipper igen. Vil du ind i beskeden og læse det hele, trykker du bare hårdere. Det samme kan lade sig gøre i dine fotos og i web-browseren, mens andre apps udnytter skærmteknologien på helt andre måder. 

Efterhånden som udviklerne får tid til at lege med funktionaliteten vil der uden tvivl dukke endnu flere anvendelsesmuligheder op. I praksis fungerer funktionen overbevisende. Skærmen fornemmer kraften i dit tryk på responsiv vis. På visse apps skal man dog trykke ret hårdt, hvilket kan være lidt ubekvemt, hvis de eksempelvis ligger i toppen af hjemme-skærmen. 

Skyd skarpere billeder

Kamerakvaliteten har fået et betydeligt løft. I flere år har Apple holdt stædigt fast i en billedopløsning på blot 8 MP, men med den nye iPhone, kan du skyde foto på 12 MP.
Billederne bliver derfor mere detaljerede, og du har mulighed for at zoome længere ind, uden at det går så slemt ud over kvaliteten. Det er svært at komme med så meget på kvaliteten. Apples kamera er fortsat et af de absolut bedste. Men skal man være pedantisk. så er eksponeringen ikke perfekt ved billeder i mørke omgivelse, hvor farverne også kan forringes lidt.

Live Photo er en ny funktion, der forvandler et almindeligt foto til levende billeder af øjeblikket før, under og efter det blev taget. Det er faktisk slet ikke så som det måske umiddelbart lyder. Det kan give noget helt andet til oplevelsen at se korte klip levende klip, og Apple har gjort det så simpelt at anvende funktionalitet, at du ikke tænker over det - du bruger bare kameraet, som du plejer, og hvis du så vil se de små klip, klikker du på billedet. Du kan nemt sende dem til andre iOS-brugere og de kan også vises på Mac-computere.  

Også kameraet på fronten er opgraderet, så du kan tage selfies på 5 MP og videochatte i HD. Video kan optages i knivskarp 4K- kvalitet, og det er faktisk også muligt at redigere i denne kvalitet - du kan arbejde med to 4K-streams på én gang  i realtid.

Fuld af power

Som altid er den nye iPhone hurtigere end sine forgængere. En ny A9-processor med indbygget M9-hjælpeprocessor leverer de rå regnekræfter. I direkte sammenligning med iPhone er der en betydelig forskel at mærke, især når du åbner tunge apps, spiller eller arbejder med grafiktunge opgaver. Apple kan igen indtage tronen som den hurtigste smartphone på markedet. Batterilevetiden er dog ikke imponerende. Selvom iOS 9 faktisk forsøger at optimere batterilevetiden, må du må fortsat berede dig på at oplade engang om dagen, præcis som på forgængerne. Mobilen lader dog relativt hurtigt. En fuld opladning tager cirka et par timer.

Skal du vælge den store?

iPhone 6S fås i to versioner. En standardmodel med skærm på 4,7" samt en iPhone 6S Plus med stor skærm på 5,5".
Bortset fra størrelsen, prisen (6.699 kroner for den billigste Plus-model) og den lille detalje, at kameraet har optisk billedstabilisering i Plus'eren, er der ikke forskel på de to mobiler. Så det er udelukkende, hvis du ønsker en større skærm til eksempelvis spil, video og lignende, at du skal overveje Plus-modellen. Bruger du mest mobilen til at ringe, skrive beskeder, tjekke Facebook osv., vil der næppe være behov for den.