Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epson WorkForce WF-2865DWF: Kompakt kontorprinter til overkommelig pris

Epson WorkForce WF-2865DWF fylder ikke det store og koster under en tusse, men den har alle de funktioner, man kan ønske sig, hvad enten man bruger den i hjemmet eller på kontoret.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selvom meget foregår papirløst i dag kan det være svært at undvære en god printer, derhjemme såvel som på kontoret. Epson WorkForce WF-2865DWF gør det økonomisk overkommeligt at få alle tænkelige printbehov dækket.

Kompakt design

Af en komplet kontorprinter med scan, kopi og fax er den imponerende kompakt. Rent fysisk optager den ikke mere plads, end at den fint kan stå i det ene hjørne af skrivebordet eller gemt væk på en hylde. Den har et stilrent professionelt udseende og er bygget relativt robust.

Med plads til 150 ark i papir-skuffen er kapaciteten ikke kæmpestor, men skuffen er nem at komme til, så du kan hurtigt fylde på igen, når den løber tør for papir.

Besværlig betjening

Opsætningen er nem. Tænd printeren, fyld blækpatroner og papir i, så sker resten mere eller mindre af sig selv, så længe du blot følger instrukserne for kalibrering.
Printeren betjenes fra den lille touchskærm på fronten, og det er i virkeligheden det største minus.

For selvom menuerne er fint og intuitivt bygget op, så er det bare ikke nogen særlig god skærm. Den er svær at tyde fra skæve vinkler eller med lys direkte på, og så er touchresponsen ikke særlig god. Man må trykke forkert en del gange, før man når hen til det menupunkt, man søger.

Det er her, man mærker, at der er tale om en billig printer, men det skulle da også være mærkeligt, hvis der slet ikke var forskel til de dyrere modeller.

Spækket med funktioner

På funktionerne savner man ikke noget. Det er faktisk svært at forestille sig, hvordan Epson skulle have klemt flere funktioner ind i printeren.

Du kan printe, scanne og kopiere i sort/hvid eller farver, og det er muligt at printe dobbeltsidet samt lave flersidede scanninger med den automatiske dokument-indføring.

Computere og mobile enheder kan forbindes via USB, Ethernet eller trådløst, enten direkte til printeren, over husets netværk, med Apples Airprint eller med cloud-tjenester som Google Cloud eller Epsons egen Connect-service. Du kan endda sende en e-mail til den, så printer den indholdet, inklusiv vedhæftninger.

Det hele fungerer fint, dog skulle der kæmpes lidt mere, end vi er vant til for at få nogle af de trådløse funktioner op at køre.

Printer upåklageligt

Printhastigheden er høj, og udskriftskvaliteten upåklagelig. Almindelig tekstprint står knivskarpt, og farve klarer den også fint. Den tjener endda som en glimrende fotoprinter, hvis du fylder fotopapir i den. Billedgengivelsen er på højde med dedikerede fotoprintere.

Kopi fungerer ligeledes fint, med indfodring fra toppen eller direkte på scannerpladen. Og der er heller noget at komme efter, når det gælder scan af tekst og farvebilleder.

Meget for pengene

Det er vildt, at printeren ikke koster mere, når man ser på, hvad den tilbyder af funktioner, og hvilken printkvalitet den er i stand til. Du får således utroligt meget for pengene. Dog bør du lige være opmærksom på, at de relativt små blækpatroner, der følger med, hurtigt løber tør. Det kan betale sig at købe Epsons XL-patroner i stedet. Så bliver printeren billigere i drift.

Du må desuden arbejde lidt for at få printeren til at makke ret. Brugervenligheden er ikke helt i top. Men når først det kører, så kører det, og så har du alt, hvad du kan ønske dig af en printer.