Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epson WorkForce Pro WF-4830DTWF: Prisvenlig multiprinter til det lille kontor

En printer, der vil ordne de daglige printopgaver i mange små virksomheder fuldt tilfredstillende og til en ganske overkommelig pris.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Behovet for fysiske print er der stadig på de fleste kontorer. Ofte handler det om at kunne få de digitale dokumenter ned på papir effektivt og uden besvær og i en kvalitet, der er fornuftig uden nødvendigvis at være prangende.

Den opgave klarer WorkForce 4830 ganske glimrende. Der er ikke gjort meget ud af designet. Det er en kompakt kontorprinter uden så meget pjat. Den er skabt i ren plast, hvilket for så vidt er fint. Kun papirskufferne lider lidt under den skrabede kvalitet. Det er lidt noget skrammelværk at få dem ind og ud af maskinen.

Bedre står det til med touchskærmen. Den er dejlig stor og af en udmærket kvalitet – med fint billede og hurtig respons. Betjeningen direkte fra printeren sker således nemt. Det er ligeledes enkelt at koble printeren på nettet og udskrive trådløst over Wi-Fi.

Lidt mere besvær havde vi med den kablede forbindelse. På det punkt er printeren ikke helt så plug and play, som vi efterhånden er vant til. Vi måtte ind på Epsons hjemmeside og hente drivere, før vi kunne bruge printeren. Men ok, det er til at leve med, og efter dette var klaret, var der ingen slinger i valsen.

Effektiv dokumentmaskine

WorkForce skyder dokumenter ud i en kontinuerlig strøm, både i sort-hvid og i farve. Kvaliteten er jævn og pæn med fine farvenuancer.

Printeren bruger fire forskellige patroner, med et relativt rigt spektre til følge, så den kan fint klare detaljerede illustrationer. Til fotos vil den dog ikke være et oplagt valg. Gælder det ren tekst udskriver maskinen op til 25 sider i minuttet, og den er ligeledes i stand til dobbeltsidede udskrifter.

Den indbyggede scanner er glimrende, og der er dokumentføder til 50 sider, så man hurtigt kan få scannet eller kopieret en ordentlig stak.

Med maksimal udskriftsstørrelse på A4 har printeren sine begrænsninger, men WF-4830 er ikke desto mindre en printer, der vil ordne de daglige printopgaver i mange små virksomheder fuldt tilfredstillende og til en ganske overkommelig pris.

Pris: 1.450 kroner.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner