Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epson Expression Photo XP-8500: Meget fotoprinter for pengene

Denne kompakte fotoprinter fra Epson udskriver dine digitale billeder direkte fra mobilen eller fra din computer i imponerende høj kvalitet. Tekster klarer den også i et snuptag, og der er ikke sparet på smarte funktioner til trods for, at prisen er yderst rimelig.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Har du taget et lækkert billede med dit dyre spejlreflekskamera, er det synd at gemme det langt væk på din harddisk. Gode billede kommer nu engang bedre til live i fysisk format. Med Expression Photo XP-8500 kan du nemt forvandle både kameraets og mobilens billeder til flotte papirbilleder lige til at stikke ind i familiens fotoalbum.

Nem installation

Printeren fylder ikke meget sammenlignet med tilsvarende modeller, og opsætningen er nem. Du skal bare tænde printeren, så bliver du ført igennem de nødvendige trin på den lille touchskærm, en skærm, der dog ikke ligefrem er af den fineste slags. Men den fungerer ikke desto mindre upåklageligt og leder dig fint gennem funktioner og menuer.

Der er individuelle blækpatroner til sort og de forskellige grundfarver, sådan at du blot kan skifte den enkelte, når den løber tør. Det sparer dig blæk og penge i det lange løb.

Til papiret er der to bakker. En der rummer papir op til almindelig postkort-størrelse, og en der rummer papir op til A4-format. Her lægger du dit papir og fortæller printeren, hvilken type det er.

Den understøtter en god mængde forskellige typer fotopapir, fra ultra glossy til helt mat, og den kan endda også printe på cd'er og dvd'er, når du bruger den særlige bakke, som er placeret under bakke 2.

Print med eller uden kabler

Du kan udskrive fra printeren uden nogen som helst form for forbindelse til computeren. Der er både USB-indgang og plads til SD-kort fra dit kamera. Har du dine billeder på mobilen, er det nemmeste dog at tilkoble printeren trådløst via dit Wi-Fi-netværk.

Computeren kan tilkobles samme vej eller via USB. Når printeren er tilsluttet, vil der være et lille ikon i dine billedmapper, så du blot kan markere et billede og udskrive det direkte. En lille menu dukker op, hvor du kan indstille, hvordan der skal printes. Dog er det lidt uhensigtsmæssigt, at man også her skal vælge, hvilken type papir, der er i bakkerne, når man nu allerede har gjort det på printeren.

Er du ikke i nærheden af din printer, er det også muligt at udskrive fra skyen med din computer eller mobil via Epson Connect.

Printer Flot og hurtigt

Vi printede fotos af forskellige typer – både dem der er taget i hurtig vending med mobilen, dem der møjsommeligt er skudt med et godt kamera og meget andet derimellem.

I alle tilfælde ydede den billederne retfærdighed. Detaljerne står flot og skarpt, og farverne er stærke og mættede. Printeren er desuden i stand til at printe helt til kanten, noget du normalt må betale væsentlig mere for. Printene leveres hurtigt og næsten lydløst. Et almindeligt postkort tager ikke mere end cirka 10 sekunder at få ud.

Vil du udskrive tekst, klarer printeren også dette ret fint. Det går hurtigt, og teksten står rent og tydeligt uden smuds omkring eller småhuller i bogstaverne.

Svært at forlange mere

Expression Photo XP-8500 kan dermed fint udgøre en god allround-printer til hjemmet – særligt til dem, hvor fotoprints har høj prioritet. Printeren scanner også, og selvom den ikke leverer samme detaljering og farvenøjagtighed som en professionel fotoscanner, er den mere end brugbar i de fleste tilfælde.

Printerens beskedne pris taget i betragtning er det svært at forvente mere. Særligt når kvaliteten af prints er så høj. Man får seriøst meget for pengene her, og driftsomkostningerne er endda i den billige ende for en fotoprinter.