Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epson EH-TW7400: Imponerende filmkanon

Der er noget over designet, der bogstaveligt talt får tankerne hen på en kanon, og når du får tændt op i Epsons projektor, begynder det hele at give mening på et højere plan.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lyset fra den store munding har en kraft, så man nærmest bliver blæst bagover. Det er i sandhed lidt af en lyskanon. Der er rigelig smæk på til, at du selv uden mørklægning får et fint billede.

Projektoren understøtter HDR, og så har den, hvad Epson kalder 4K enhancement. Det er ikke ægte 4K, men opskalering af et 2K-signal. Det fungerer ikke desto mindre glimrende. Sender du et 4K-signal til projektoren, vil der ikke være forskel i skarpheden sammenlignet med de andre to. Når du dertil lægger en forrygende kontrast og styrke med naturlige farver, så har du testens bedste billede.

Enormt brugervenlig

Projektoren er markant større end de andre to, så du skal lige være sikker på, at du har pladsen. Til gengæld er den uden sammenligning den letteste at sætte op.
Motoriserede linser gør, at du kan tilpasse billedet til dit lærred med fjernbetjeningen, mens du læner dig tilbage i sofaen. Det gælder både fokus, vinkel samt zoom, der med en faktor på 2,1 giver høj fleksibilitet.

Der medfølger en stor fjernbetjening, der giver nem kontrol med funktionerne og som samtidig har den fine egenskab, at den kan styre andre enheder, som eksempelvis et Apple TV. Støjniveauet er overraskende lavt, men den sluger godt med strøm.