Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epson EH-TW7000: Gigantiske hjemmebio-oplevelser

Op til 500 tommer for omkring 10.000 kr. Epsons seneste projektor bringer en storslået hjemmebiograf inden for rækkevidde.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De styrtdykkende priser på store fladskærme kan ikke undgå at have været en udfordring for producenterne af videoprojektorer. Når selv en seriøst stor skærm på 75” er raslet ned under de 10 klik, hvem har så brug for en projektor?
Nok, mener Epson. Hvis indholdet, prisen og komforten er i orden, kan film i UHD/4K-opløsning sagtens tåle at blive blæst op til et format, som fylder hele synsfeltet .

Op til 500 tommer

Epson venter næppe, at ret mange forbrugere køber et 500” lærred sammen med deres nye EH-TW7000 projektor. Et lærred med denne diagonal kræver et rum med en bredde på mere end 11 meter og en loftshøjde på over 6 meter – samt en længde på næsten 15 meter. Men mindre kan også gøre det.

Vi har testet projektoren på et 90”-lærred, og vi ville ikke være betænkelige ved at gå op i 150” eller måske 200”. Hvis vi altså havde et rum tilovers. Projektorens anden vitale egenskab – lysstyrken – er nemlig helt oppe på 3000 lumen. Det er så meget, at vi har kunnet foretage opsætningen og de mekaniske indstillinger i det meget stærke arbejds- og fotolys i vores altmuligrum.

Mere lavpraktisk vil man med denne projektor i Bright Cinema-indstilling kunne nyde en film ved dæmpet stuebelysning, men som altid anbefaler vi en egentlig mørklægning, fordi det forstærker biografstemningen og giver mere ”plads” til kontrastomfanget i film med HDR – High Dynamic Range eller udvidet dynamikområde.

Enkel opsætning

Det er særdeles nemt at komme i gang med EH-TW7000. For at spare penge har Epson nøjedes med manuelle indstillinger. Det er fint, så længe projektoren blot skal stå let tilgængelig på et bord ca. en meter over gulvet.

Objektivet har en behersket zoom på 1,6 gange, og heldigvis er der mulighed for både vandret og lodret forskydning. Man skal ikke nødvendigvis placere projektoren lige midt for lærredet, men har masser af frihed til at stille den, hvor den passer bedst, og derefter skyde billedet på plads ved hjælp af det indbyggede testmønster.

Smart fjernbetjening

Den medfølgende fjernbetjening har selvfølgelig belyste taster. Når man har lært at trykke på lysknappen øverst til højre. Det havde været endnu smartere, hvis lyset automatisk tændte, så snart man trykker på en vilkårlig tast.

Udvalget og omfanget af indstillings- og justeringsmuligheder kan nok virke overvældende på nogle brugere, men så længe man holder sig til fabriksindstillingerne, går man ikke helt galt i byen.

Det er skønt, at man kan nøjes med projektorens fjernbetjening, når man bruger en nyere disc-afspiller, der har HDMI med CEC (Consumer Electronics Control). Så kan man søge, zappe og regulere lydstyrke i mørke.

EH-TW7000 har en storebror, der hedder EH-TW7100 og er udstyret med to små højttalere på bagsiden. En mere biografrealistisk lyd kan fås ved at tilslutte en aktiv højttaler. Vi har parret en JBL PartyBox 100 med projektoren, skruet godt op og aktiveret Bass Boost. Så er der fyret op til action eller koncert, og ventilatorens diskrete susen forsvinder i lydbilledet.

Kræsen med indhold

Vi har nydt nogle demoklip med ægte 4K-indhold fra Samsung og Philips med flere. Billederne kan smelte ethvert kreditkort, sådan som de står malet på lærredet med fantastiske farver og helt uden synlige pixel. Næsten den samme høje billedkvalitet kan projektoren levere med godt FHD-indhold (1080p) fra Blu-ray Discs. Især udendørs optagelser kan blive lækre med fine detaljer og naturlige bevægelser.

På dvd-niveau og/eller HD (720p) fra tv-kanaler, kommer billedprocessoren på overarbejde, hvis der er meget bevægelse. Det går bedre med et enkelt eller få aktive motiver. Titler med mange mørke scener som ”Jason Bourne” der skulle blive ekstra dramatisk i 4K/HDR, har også skuffet os denne gang. Måske fordi de (ifølge velinformerede kilder) ikke er optaget i 4K, men 2K eller lavere.