Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epson EH-TW650: Kompakt og prisvenlig projektor med flot billede

Prisen er overkommelig og designet kompakt. Epson EH-TW650 er dog ikke desto mindre i stand til at skyde skarpe billeder i kæmpeformat op på din væg. Og så får du endda også indbygget Wi-Fi, så mobilen kan tilkobles trådløst.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Har du væggen til det og mulighed for at mørklægge dit lokale, så er der ikke noget, der slår oplevelsen ved at se film, sport og tv fra en projektor.

Det behøver ikke kræve det store besvær eller dybe indhug i privatøkonomien at få de store billeder ind i stuen. Det gør Epson ganske klart med EH-TW650.

Fylder ikke meget

Der er tale om en kompakt og let projektor. Den er nem at tage med, hvorhen du vil, og det er nemt at finde plads til den, dér hvor du vælger at bruge den.

Dog kan man ikke bare placere den hvor som helst. Som enhver anden projektor har den en bestemt afstand, hvorfra den leverer et billede af en bestemt størrelse. Har du en væg med plads til 300 tommer, kan du stille projektoren ret langt bagud i lokalet, men for at nå omkring 100 tommer, som vel nok vil være det mest almindelige, skal projektoren relativt tæt på væggen. Dog ikke tæt nok på til, at du kan stille den på et tv-bord, og derfor kan den komme til at stå og flagre lidt ude i lokalet. Zoomen giver lidt elastik, men en loftsmontering vil nok være det mest oplagte i mange tilfælde.

En alsidig Keystone-korrektion gør det nemt at tune billedet på plads, så det står helt snorlige.

Nem betjening

Mange af funktionerne kan betjenes direkte fra toppen af projektoren. Der medfølger desuden en fin og funktionel fjernbetjening.

Udvalget af funktioner er gavmildt, når man tager prisen i betragtning. Du kan justere billedet i detaljer, men der er også fine presets, som dækker de mest almindelige scenarier.

En Eco-mode skruer lidt ned for strømforbruget, og dermed også for lysstyrken. Samtidig ryger støjniveauet mærkbart ned, hvilket faktisk er ganske rart, da det ellers ligger lige lovlig højt.

Indbygget Wi-Fi

Udvalget af tilslutninger er som sådan fint. Der er plads til at tilslutte såvel computer som konsoller, dvd-afspillere og diverse underholdningsenheder. En lidt ærgerlig mangel – som desværre ikke er unik for denne projektor – er dog en fysisk lydudgang. En simpel minijack-udgang havde gjort underværker. Uden en sådan kan det være lidt besværligt at få lyd ud i stuens højttalere, når du bruger eksempelvis Chrome-cast eller Apple TV.

Epson formår dog langt henad vejen at redde situationen i kraft af indbygget Wi-Fi, som blandt andet kan bruges til at spejle indhold direkte fra din mobil eller tablet op på projektoren. På den måde kan du se video fra Netflix, YouTube eller en hvilken som helst anden tjeneste via din mobile enhed. Samtidig kan du føre lyden ud i højttalerne fra denne – enten trådløst eller med kabel.

Via Epsons iProjection-app er det desuden muligt at gå på nettet, vise pdf-dokumenter og billeder eller bruge mobilen som fjernbetjening. At du får disse features med i en projektor til denne pris er lidt af en bonus.

Lysstærkt billede

EH-TW650 er i stand til at levere et imponerende lysstærkt billede. Du behøver ikke lukke dig inde bag nedrullede gardiner for at kunne skimte, hvad der sker.

Farvestyrken er glimrende, og en god kontrast sikrer, at du får godt med detaljer i billedet. Det på trods af, at der er tale om beskeden full HD-opløsning, som kan have tendens til at blive lidt grynet, når billedet kommer op i så stort format.

Et rigtig godt køb

EH-TW650 er en alsidig projektor, der fungerer godt i stuen, men vil være et ligeså godt match til soveværelset eller sommerhuset takket være den kompakte størrelse. Den er nem at tage med og nem at betjene, og udvalget af funktioner samt den fine billedkvalitet gør, at der er tale om et fantastisk godt køb.