Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Epos H6PRO: Det bedste af to verdener

Dette headset fås som både åbent og lukket.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

H6PRO stiller pc-gamerne over for et valg: Skal jeg købe hovedtelefoner, der har åben eller lukket konstruktion? Normalt har vi intet valg, fordi de fleste producenter af gamingheadset går varmt ind for den lukkede type. Vi slår derimod gerne et slag for de åbne.

H6PRO er en oplagt mulighed for at sammenligne de to, fordi begge modeller er ens bortset fra nogle få akustiske funktioner. Uanset, hvad for en af dem man vælger, får man et komfortabelt headset med en aftagelig flip-to-mute-mikrofon af høj kvalitet og med strålende byggekvalitet.

Hver sine fordele

Når vi ser på den åbne udgave, får man en mere eksponeret ørekop og åndbare ørepuder. Alene disse to ændringer giver en afslappet og bred akustisk profil, der dæmper nogle af de mere skrappe toner, som man kan opleve med en lukket enhed.

Den lukkede version lyder lidt skrappere, men med ørepuder af kunstlæder er den lidt mere behagelig på hovedet, og nok så vigtigt for nogle giver den bedre støjisolering.