Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Læg mærke til, hvor tit vi skriver om overclocking her i bladet. Det er ikke nemt at tælle op, men ordet forekommer så ofte, at det er bemærkelsesværdigt. Vi finder det i omtaler af bundkort, grafikkort, kølere, strømforsyninger. Selv en artikel om den ydmyge mus kan omfatte emnet.
Se på dig selv: Er overclocking så relevant for dig, som vi får det til at se ud? Det er svært at skaffe officielle tal, men statistikken taler for, at du ikke overclocker din pc lige nu.
Spørgsmålet er: Hvorfor ikke? Hvis vi ser bort fra, at dette er et computerblad, er det nemt at overclocke nu om dage, og det er i det store og hele sikkert.
Det er slut med at skulle rode rundt med kontakter eller kradse cpu’er med en blyant for at få udstyret op over specifikationerne. Og det bliver svært at finde et bundkort eller grafikkort, uden at producenten opfordrer en til at køre kortet hurtigere, end chipsætproducenten har tænkt sig.
Sandsynligheden taler for, at kortproducenten har medleveret et komplet sæt værktøjer i bios’en eller drivere, der kan det samme.
Overclocking er ikke længere forbeholdt den drevne hacker. Principperne er enkle og ligetil, og fremgangsmåden er nem. Vi viser, hvordan man gør, ud fra princippet om ikke at begynde at regne. Det er nemlig helt unødvendigt.
Husk dog, at du går i gang med overclocking på egen risiko, og vi påtager os intet ansvar, hvis der sker varig skade.
Det er ikke den fattiges sidste chance. Men husk, at det heller ikke er forbeholdt den stinkende rige, der har råd til at brænde et par chips af i sin søgen efter kraft.
Det er din pligt at overclocke
Selv billige bundkort bliver i dag leveret med særligt udvalgte kondensatorer og kraftige regulatorer, der skal forhindre chips i at blive brændt af og sikre stabilitet under pres. Cpu’er er bevæbnede med varmesensorer, der gør, at de lukker ned, før varmen bliver en trussel mod siliciummet indenfor.
Vi har i årenes løb brændt masser af udstyr af, men det har især skyldtes forkert håndtering eller uheldige fysiske bevægelser af et kort eller et SATA-kabel, snarere end sjusket overclocking.
Der er stort set kun en komponent, der er så skrøbelig, at man gider bekymre sig over den, og det er dram. Og med priser, der i øjeblikket ligger på omkring 200 kroner for en gigabyte lynhurtig ddr3, er det en risiko, vi er villige til at løbe.
En sidste tanke til polemikeren: Før vi går i gang med at sætte fart i din pc, skal du huske en ting. Det kan betale sig for producenternes at drosle specifikationerne ned. En cpu, der faktisk kan klare 3GHz, kan snildt køre ved 2GHz. Supportopringninger og returnering af produkter koster penge. Det er ikke kun din ret, det er din pligt at overclocke din maskine. Gør det i dag!
Hold styr på varmen
Det første og vigtigste princip, du skal lære, er, at styring af varme er afgørende i forbindelse med overclocking. Det gælder såmænd også, når man kører en maskine ved standardspecifikationerne. Der er ikke så få blå skærmbilleder, som skyldes en god, gammeldags overophedning. Vi har haft en Athlon 84-maskine, der gik omkuld, så snart der lagde sig et støvkorn på køleren.
Heldigvis er processorer, der går til ved 100W, ved at uddø, og en selv efterhånden aldrende Intel Core 2-chip kan presses langt over dens fabriksindstillinger for køling.
Det mest sandsynlige ved overclocking er snarere, at bundkortets northbridge begynder at blive rødglødende og påvirke systemets stabilitet.
Man skal først og fremmest tænke på sit kabinet. Jo større kabinettet er, desto bedre virker overclocking. Så er der nemlig masser af luft, som ventilatorerne kan flytte rundt med.
Meningen er at suge kølig luft ind i toppen af kabinettet og sende den ud bagtil (og i toppen og siderne, hvis der er udgange der). Hvis man holder kablerne på afstand, kan luften flyde bagud, men sørg for, at de ekstra ventilatorer, du tilføjer, flytter atmosfæren i den rigtige retning, så du ikke skubber varm luft tilbage i hovedet på kortet.
Hvis du har en cpu-ventilator monteret vinkelret på bundkortet, burde der være pile, der viser, hvilken vej luften skal bevæge sig – luften bør komme forfra og flyde bagtil.
Det kan være svært at få kølig luft til at flyde over northbridge-køleren, hvis den er kilet ind mellem de to varmeste komponenter i systemet – cpu’en og grafikkortet. Overvej at opgradere northbridge-køleren fra en passiv til en aktiv køler (dvs. en med en ventilator på), hvis du får problemer.
Tryk på grafikken
Den nemmeste komponent, man kan overclocke, er grafikkortet. Både NVIDIA og AMD har et indbygget overclocking-kit i deres driversuiter, men i NVIDIAs tilfælde skal man downloade NTUNE-værktøjet (www.nvidia.com/object/ntune).
Når du har gjort det, finder du overclockingsektionerne i »Performance«-delen af NVIDIAs kontrolpanel, og i »Overdrive«-delen af AMD’s Catalyst-suite. I begge tilfælde skal du være i »Advanced view«.
Her får du to valgmuligheder: automatisk eller manuel overclocking. Hvis du klikker på automatisk overclocking, giver du din pc en stresstest – kortet bliver kørt ved forskellige hastigheder for at finde den højeste fart, der er stabil.
Resultaterne bliver imidlertid mere konservative, end hvis du satser på manuelt at overclocke kortet.
Det er lige så nemt som at flytte clock-indstillingerne for cpu’en og hukommelsen. Se dig omkring på nettet for at finde ud af, hvilke hastigheder folk opnår (de fleste grafikkort vil gå op på mindst 100MHz over fabriksstandarden), og træk derefter nogle få megahertz fra for at få et sted at begynde.
Hvis din pc kører stabilt, kan du begynde at øge hastigheden, indtil spil nægter at virke, eller systemet fryser, eller du får blå skærmbilleder. Så snart du er gået for vidt, kører du indstillingerne tilbage for at få en sikker overclocking,
Takket være de enorme mængder af data, der bliver flyttet rundt på kortet og til og fra systemhukommelsen, er det nemt at lave en flaskehals for hukommelsen.
Man kan overclocke et grafikkort til et punkt, hvor det kører stabilt, men langsommere end før. Sørg for, at dine hurtigere clock-hastigheder virkelig giver hurtigere fps, og prøv at øge hukommelsesfrekvensen eller reducere kernehastigheden.
Husk imidlertid, at hukommelsen er den skrøbeligste komponent, og mange billige grafikkort sparer ved at satse på billig hukommelse på kortet.
Selv om både NVIDIA og AMD har ret omfattende driverværktøjer til at overclocke grafikkort og til manuelt at indstille ventilatorens hastighed for at få ekstra køling, er det stadig umagen værd at prøve det glimrende Riva Tuner, som giver mere pålidelig styring, navnlig til ældre kort.
Ofte gendanner driveren indstillingerne. Få derfor også fat i GPU-Z, der meddeler de aktuelle clock-hastigheder for grafikhardwaren, så man kan se, om ens overclocking er vellykket.
Sæt fut under processoren
Selv om næsten alle bundkort bliver leveret med et Windows-værktøj til overclocking, er det de færreste vi finder driftssikre.
Sagen er, at hvis man vil overclocke sin cpu, skal man ind i bios – og det er der ikke nogen endegyldig løsning på, for hver bios har sine egne særheder. Vi gennemgår grundelementerne, men du må selv søge rundt i din bios og finde indstillinger, der ligner dem, vi taler om.
Før du kan begynde at overclocke din cpu, må du forstå, hvordan clock-hastigheder bliver defineret. Både Intels og AMD’s chips når frem til frekvensen ved at bruge en multiplikator i forbindelse med en ekstern clock fra bundkortet.
I AMD’s tilfælde er der en reference-clockgenerator på 200MHz, der styrer Hyper Transport-bussen, cpu-clock og hukommelsesclock. Man bruger cpu-multiplikatoren til at nå frem til cpu-hastigheden.
For Intel-systemer er princippet det samme, men fremgangsmåden er lidt mere kompleks. Intels-cpu’er måler deres hastighed fra Front Side Bus (FSB), som også styrer hukommelseshastighed på samme måde som reference-clock’en på et Athlon- eller Phenom-kort.
Desværre er den FSB-hastighed, der fremgår af bios’en, sandsynligvis meget lavere end den opgivne hastighed på bundkortets emballage. Da FSB kan flytte fire bit data per clock-cyklus, bliver den beskrevet som »quad pumped«, og den faktiske hastighed bliver ganget med fire af salgshensyn.
Hvis man eksempelvis har et Core 2-system med en FSB på 1.066MHz, har man i virkeligheden et system med en FSB, der kører ved 266MHz, og det er det tal, der gælder for cpu-multiplikatoren.
Når man overclocker cpu’en, ændrer man simpelthen multiplikatoren i bios. Det finder man normalt i et afsnit, der hedder »Advanced«. Men de fleste cpu’er er låst på kun en eller to værdier. Det er sådan, producenterne skelner mellem deres produktserier.
AMD’s »Black Edition«-processorer og Intels »Extreme Edition«-processorer bliver solgt med ulåste multiplikatorer. Man kan øge dem i trin på 0,5.
Phenom’er er endnu mere fleksible – deres multiplikator er delt op i to dele, så man kan finindstille. Ved andre cpu’er må man prøve noget mere indviklet for at få farten i vejret.
I det tilfælde skal man øge FSB- eller Hyper Transport-referenceclock. Processen er nem nok, men da hastighederne for northbridge og hukommelse også er afledt af den clock, påvirker man hele systemet, ikke blot cpu’en.
Ikke alle bundkort understøtter FSB-overclocking, og Intel-kort fra før 2006, og 975XBX2 er ikke imponerende, når det gælder ekstra styring. Man kan imidlertid få flere muligheder ved at bruge en hjemmelavet kontakt eller en pen med ledende blæk. Find flere detaljer på tinyurl.com/yrsrz6.
Vi går ud fra, at du har et bundkort, der understøtter overclocking. Her er et eksempel (og her er artiklens eneste regnestykker).
Tag en Intel Core 2 Duo E6700 som stadig er almindelig i mange maskiner. Den kører ved 2,66GHz på en nominel FSB på 1.066MHz, og standardmultiplikatoren er derfor 10 (det bliver til 10×266=2.660=2,66GHz).
Hvis man øger FSB’en til 300 kører cpu’en ved 3GHz (altså 10×300=3.000=3,0GHz). For at øge forvirringen kan vi fortælle, at nogle bios’er angiver FSB som »cpu-clock«, så pas på det.
Så nemt er det naturligvis ikke. Til at begynde med er det ikke enhver E6700, der kan nå så højt – man må eksperimentere for at finde cpu’ens bedste hastighed – og man skal huske de andre komponenter på kortet.
Hvis du har mulighed for det, skal du låse PCI- og PCI Express-hastighederne på deres standardværdier (henholdsvis 33MHz og 100MHz), så de ikke påvirker stabiliteten.
Nu skal du se, hvad den øgede FSB har gjort ved hukommelsens hastighed. NVIDIA-chips har en asynkron hukommelsesbus, hvilket betyder, at man kan indstille hastigheden uafhængigt af FSB’en. Men i de fleste bios’er er hukommelsens hastighed bundet til en faktor af FSB- eller HT-referenceclock’en.Derfor er der kun få muligheder for hukommelsesclock’en.
Det er måske ikke muligt at komme i nærheden af de hastigheder, ens dram skulle kunne levere. Det sikreste er at vælge en hukommelseshastighed, der er lidt lavere, end man normalt ville bruge, men naturligvis skal denne overclockede cpu have alle den hukommelsesbåndbredde, den kan få. Det er her, den dyre specialhukommelse kommer til sin ret.
Spændingen stiger
Overclocking er mere end blot at vælge hastighed for komponenterne. Hvis man vil have meget høj overclocking, skal man måske indstille bundkortets spændingsregulatorer, så det kan sende mere kraft til de vigtigste dele.
Det kan man gøre i bios, men pas på – uden ordentlig køling kan for høj spænding ødelægge udstyret. Hvis det er din første overclocking, bør du lade være med at lege med spændingen og bare se, hvor langt du kan presse dit standardsystem.
Intel Core 2’er har gerne et standardkrav på 1,325V. Hvis man vil have højere overclocking, kan man ofte forhøje til lige under 1,4V uden ekstra køling, og det er nok til at få de fleste over 3GHz.
Det giver en fornemmelse af de bittesmå trin, man bruger til at øge spændingen. Mange bios’er har farvekodede spændingsindstillinger a la lyskurve, der viser sikkerheden for spænding i tilfælde af hver enkelt komponent.
Når man vil stabilisere en overclocking, skal man måske se på den strøm, der går til hukommelsen – mange ramblokke har en garanteret overspænding – og som står på mærkaten.
Når det gælder ram, der er specificeret over 800MHz, skal man sandsynligvis bruge overspænding blot for at få den til at køre ved den hastighed, der står på pakken. Andre komponenter, der kan have brug for mere strøm, er FSB-strap’en og northbridge.
Overspænding er en kunstart, der kræver øvelse og selvtillid. Man skal begynde med at skrue op i bittesmå trin og teste pc’en, før man skruer op igen. Fordelen er, at mange nyere bundkort har advarselslamper, der siger til, hvis strømmen bliver for høj.
Gå ikke ram forbi
Den sidste del af arbejdet fører os tilbage til ram. Her bliver sagerne mere komplekse, og du er nok nødt til at læse lidt på emnet. Hovedsagen er, er at ram-ydelse er andet end hastighed. Man skal enten sænke latenstiderne for at få hurtigere ydelse eller hæve dem af hensyn til stabiliteten.
Afhængigt af, om man bruger ddr2 eller ddr3, kan man, ved at hæve latenstiderne (tCAS-tRCD-tRP-tRAS) til noget i retning af 7-7-7-15 eller 9-9-9-24, få langt mere spillerum med overclocking af clock-frekvensen, hvorimod man ved at sænke dem reducerer ram’ens hastighed.
En tommelfingerregel siger, at langsommere ram-indstillinger med strammere tidsindstillinger giver bedre ydelse end hurtig ram med høje indstillinger.
Det er alt. Der er naturligvis meget at sige om ethvert aspekt ved overclocking. Hvis det er dit første forsøg, skal du ikke være bange for at prøve en eller to af de teknikker, vi her har været inde på. Når du først er kommet i gang, helmer du sikkert ikke, før din maskine kører perfekt. Held og lykke.
Det store spørgsmål er naturligvis: »Hvilken forbedring kan jeg få ud af en overclocking?«. Et slag på tasken: 54 procent.
Det nøjagtige tal afhænger helt af (a) den hardware, du vil overclocke, og (b) hvor langt du vil gå for at få højere hastighed.
Vælg den hardware, som vi anbefaler til overclocking, og alt er godt. Føj hertil viljen til at købe og installere et par ekstra (ret billige) ventilatorer, og så kører det for dig. Så får du sikkert en større ydelse end det tal, vi nævnte ovenfor.
Uanset hvordan du gør, skal du først teste dit system for at få en fornemmelse for hastighederne. Du er sikkert især interesseret i bedre ydelse i spil, så begynd med de test, der er indbygget i dine yndlingsspil, såsom Crysis eller World in Conflict.
Specielle værktøjer kan afsløre mere om de enkelte komponenter. CPU-Z fortæller for eksempel om systembussens og cpu’ens hastighed.
Internettet bugner af legendariske overclocking-projekter, der bruger alt muligt lige fra en fryser til flydende kvælstof for at få temperaturerne ned på komponenterne. Det største problem, siger de ekstreme overclockere, er kondens på de afkølede komponenter, hvilket fører til kortslutning på bundkortet.
Lønnen for ekstrem overclocking er dog skændsel og muligvis en plads i The World Record Database på xtremesystems.org, hvor skøre overclockere har nået hastigheder på næsten 8GHz med en aldrende Pentium 4.
En mere afsindig idé er bruge af flydende kvælstof. Eksperterne bruger naturligvis ikke kølemidlet på selve komponenterne, for keramikken ville briste. I stedet laver de vandtætte kummer med stærkt ledende bund, der sidder på komponenterne som en køler.
Kvælstofmængden skal konstant – og omhyggeligt – fyldes op manuelt, efterhånden som væsken fordamper. Det er den farligste, men også mest effektive køling, der er opfundet.
En sælsom fritidsbeskæftigelse består i at nedsænke en pc i en ikke-ledende væske, for eksempel madolie. Det er nemt nok at putte bundkortet i bad, men pas på lækager, for det kan blive noget rod. Der er ingen risiko for kortslutning, men man bør ikke nedsænke strømforsyningen.
Metoden er mindst lige så effektiv som luftkøling, takket være de naturlige konvektionsstrømme, som opvarmet olie i bunden af karret skaber. Metoden er også stille, for den omfatter ingen bevægelige dele, og den bruger mindre strøm end en luftkølet pc.
Der er ingen tvivl om, at vandkøling kan sænke temperaturen i en pc. Men der er megen diskussion om, hvor god ideen er.
Principperne bag vandkøling er enkle, og de gælder også for en bilmotor. Ledende plader bliver sat på de komponenter, der danner varme – især cpu’en, men normalt også northbridge og grafikkortet – men i stedet for at installere store kobberkølere, der skal aflede varmen fra chippene, bliver en flydende kølevæske ledt hen over den modsatte overflade.
Den bliver mekanisk pumpet rundt i hele computeren via vandtætte rør, der er sluttet til en køler, som normalt befinder sig uden for pc’ens kabinet. Køleren afgiver enten passivt eller aktivt sin varme til det omgivende rum.
Hvis vandkøling er installeret rigtigt, og der ikke er nogen lækager, er metoden helt sikker. Moderne systemer er ret omfattende og nemme at installere, og der er ingen tvivl om, at de sænker de vitale komponenters temperatur bedre end normal luftkøling.
Problemet er imidlertid, at komponenterne er meget effektive nu om dage, og begrænsning af strømforbruget er blevet så vigtig, at vandkøling ikke længere er nødvendig, hvis man vil have et godt overclocket system.
Luftkølere er nået langt, siden man begyndte på overclocking, og store ventilatorer på aktive kølere er ofte mere stille end pumperne i et vandkølet system. Kølervæske kræver også mere overvågning og påfyldning.
Det sidste problem med vandkøling er, at den er dyr. Selvom priserne er faldet de sidste par år, skal man ofte over de tusind kroner, mens man kan få en fremragende luftkøler for omkring 500 kroner, og den er næsten lige så effektiv som et vandkølet system.
Det betyder, at medmindre du har planer om ekstrem overclocking på 4GHz eller mere på cpu’en – eller du blot godt kan lide synet af en vandkøler, og det er fair nok – er der billigere løsninger, som er ligeså gode.