Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Enermax Aurora Lite KB010U-B

Et særdeles lækkert tastatur, der udtrykker stil og kvalitet og heldigvis også leverer varen, når der tastes løs.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det sidste tastatur deltager kun som ”skævt” element uden for den egentlige bedømmelse. Det får karakter ud fra de medfødte egenskaber. Men Aurora Lite deltager ikke i konkurrencen om bedst i test eller bedste køb. Årsagen er ikke, at det har uheldige egenskaber, men derimod at det ikke kan fås med dansk eller nordisk tastaturlayout.

Testeksemplaret er med engelsk (uk) tastaturlayout. Det forlyder dog, at Enermax måske vil overveje at lancere tastaturer med i det mindste nordisk tastaturlayout, hvis interessen bliver stor nok.

Enermax, der ellers mest er kendt for high end-strømforsyninger, laver en række flotte tastaturer. Aurora Lite er ingen undtagelse. Bygningskvaliteten imponerer. Det er så også testens eneste tastatur, der er udfærdiget i børstet aluminium.

Udfræsninger bag tasterne parallelt med bagkanten og rundt om alle tastaturzoner blotlægger det blanke metal i en flot komposition.

Aurora Lite anvender en såkaldt scissors-montering af tasterne. Ved nedtrykning af tasterne høres en svag klikagtig lyd, der dog er meget dæmpet. Tasterne er ret flade, og det er let at skrive på dette tastatur. Der er en fin respons. Man føler, man er i kontakt med tastaturet.

Eneste lille ting er [Enter]-tastens udformning. Den er ikke omvendt L-formet, men derimod rektangulær. Tastaturet kobles til computeren via usb-kabel, men det er ikke eneste tilslutningsmulighed.

Den halvbueformede integrerede støttefod bagerst på tastaturet hæver ikke kun tastaturet lidt. Her er der nemlig indbygget usb-hub med en usb-port i begge ender.