Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Energigevinsten i fibernettet er undervurderet

Infrastrukturudbyderen GlobalConnect slås for et landsdækkende fibernet med fri adgang for alle serviceudbydere.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er for længst bevist, at it kan gøre virksomheder grønnere, for eksempel med videokonferencer, hjemmearbejdspladser, intelligent styring af elforbrug med videre.

Det kræver den rette software, men også mere båndbredde for at kunne flytte data. Infrastrukturen er derfor grundlæggende for de grønne it-tiltag, og fibernet er den eneste fremtidssikrede infrastruktur til datakommunikation, som vil have kapacitet nok ind i fremtiden. Og så er det også et grønnere alternativ end det udpinte kobbernet.

Jørn Grankvist, marketingdirektør hos GlobalConnect, mener, at man kan spare masser af energi ved at vælge en netværksinfrastruktur bygget af fibernet: »Vi skal skabe en infrastruktur, hvor datatransmissionen foregår så friktionsfrit som overhovedet muligt, og den bedste løsning i den henseende er ubetinget fibernet, som praktisk taget ingen energi bruger på at transportere data.

Vi tror på, at datatransmissionen vil ”eksplodere” inden for en ikke-fjern fremtid, og dermed vil også energiforbruget til transmissionen stige. Men Danmark er slet ikke forberedt på den situation. Diskussionen om en friktionsfri datatransmission nyder slet, slet ikke den politiske bevågenhed, som den burde,« siger han.

De helt store energigevinster vil komme gennem de servicer, der kan tilbydes med et landsdækkende fibernet. Videokonferencer, som i dag sparer samfundet for meget store mængder energi, er et godt eksempel. Men visionen om Danmark som videnssamfund hænger kun sammen, hvis der etableres et landsdækkende fibernet.

»Og det skal vel at mærke være et fibernet med såkaldt tredjepartsadgang, hvor alle kan få adgang til fibernettet og få lov til at udbyde tjenester og serviceydelser.

Sådan er det ikke i dag, hvor hele den digitale infrastruktur ejes af forskellige selskaber, som med forskellige metoder gør det vanskeligt for tredjepart at levere ydelser på de enkelte netværk. Kun det noget forældede kobber fra de enkelte centraler ud til forbrugerne er sikret gennem en statslig regulering.

I GlobalConnect mener vi, at infrastrukturen bør have en større politisk og samfundsmæssig opmærksomhed. Når først infrastrukturen er på plads, så kommer udviklingen i form af tjenester og ydelser baseret på datatransmission.

En sådan udvikling har man set i mange andre udviklede lande. Det gælder lande som Korea, Japan, mange byområder i Sverige og Finland, hvor myndighederne har sørget for at stille et fibernet til rådighed med nærmest ubegrænset kapacitet.«

Ingen politisk lydhørhed

GlobalConnect vurderer, at 100.000 kilometer fibernet vil kunne give Danmark et landsdækkende transmissionsnet af fiberkabler.

»Der er bare ingen politisk lydhørhed for problemstillingen, men vi mener, det haster med en moderne infrastruktur til datatransmission, hvis Danmark skal være rustet til fremtiden. Når først der er båndbredde ad libitum, så rykker tingene, og så kan samfundet udvikle sig,« siger Jørn Grankvist.

Som eksempler på dette tænkte fremtids-Danmark nævner han det intelligente elnet (smart grid kaldet), hvor data om elforbrug skal transmitteres i megastor stil.
Inden for et område som ældrepleje og telemedicin vil transmissionskapaciteten i fremtiden også kunne stige markant.

»Vi har nu i en periode demonstreret helt almindelig telefoni med en medieterminal, hvor der jo er en visuel kommunikation, specielt egnet til omsorg over for ensomme og ældre. Det er et tilskud til ældreplejen, som er så billig og så effektiv, at der er en indlysende løsning, men det kræver en bredbåndsforbindelse, som kun sjældent findes i ældreboliger.

Tænk, hvor megen kvalitet vi ville opleve, når generationerne kunne mødes jævnligt uanset geografiske afstande, blot med en ”rigtig” bredbåndsforbindelse i enhver bolig,« siger Jørn Grankvist.

Hjemmearbejdspladser er et tredje område, som indebærer et helt undervurderet potentiale for energibesparelser.

»Udviklingen af sådanne områder er helt klart betinget af en datatransmission, der foregår gnidningsfrit, og hvor alle tjenester og servicer kan være med – samtidig vel at mærke,« siger han.

Siden år 2000 er der installeret fibernet i Danmark for et beløb omkring 10 milliarder kroner.

»Det tal var der ingen, der troede, var realistisk dengang, men udviklingen viser, hvor svært det er at forestille sig hastigheden i udviklingen,« siger Grankvist.

En perifer problemstilling

At fibernet til datatransmission skulle være at foretrække af energi- og miljømæssige årsager i stedet for kobberkabler, vil måske forekomme mange at være en noget perifer problemstilling, for så pokkers stor er forskellen i energiforbrug mellem de to teknologier vel heller ikke.

Jo, det er faktisk værd at tale om, hvis man husker, at alt, hvad man multiplicerer med talstørrelser i milliardklassen, giver store tal på bundlinjen.

Selvom energiforbruget til datatransmission i kobberkabler er marginalt i forhold til så meget andet energiforbrug i samfundet, er der ifølge Jørgen Grankvist i det store perspektiv absolut en gevinst i form af mindre energiforbrug, hvis datatransmissionen skete i fiberkabler i stedet for, selv på de korte strækninger.

»I dag kan man sende signaler gennem fiberkabler over en strækning på 80 kilometer, før de skal forstærkes. Men signalerne i kobberkabler skal forstærkes langt oftere – og dertil skal bruges energi. Og jo større båndbredde, jo større bliver energiforbruget – og omvendt bliver også gevinsten ved fibernettet tilsvarende større,« siger han.

Læg dertil, at udvindingen af kobberet i miner er en energikrævende affære, ligesom forarbejdning og transporten af kobberet er det.

Jørn Grankvist forklarer, at hovedparten af energiforbruget til datatransmission ligger i den elektronik, der er placeret i enderne af kablerne.

»Det er nok 90 procent af energiforbruget, der ligger her, men generelt mener vi i GlobalConnect, at energibesparelsen ved fibernet er omkring 25 procent af, hvad kobbernettet bruger. Hele vedligeholdet af den digitale infrastruktur er også ulige lettere og langt mindre tidkrævende – og mindre energikrævende – end hvad angår kobberkabler,« siger han.

Datacentre

Et andet område, hvor udviklingen er kommet bag på de alle, er cloud computing og datacentre. GlobalConnect driver 10 procent af Danmarks datacentre, svarende til et areal på 4.500 kvadratmeter. Og også her er energibesparelsen anseelig.

»Der er stadig it-chefer, der er meget tøvende over for at skille sig af med deres servere og harddiske, som de går og piller ved – og som de bruger en frygtelig masse energi på at køle ned. Men hvis den datakraft, som er installeret i vores datacentre, skulle decentraliseres, ville det kræve det dobbelte energiforbrug,« siger Grankvist.

Området er i dramatisk vækst, og cloud computing og datacentre er på alles læber. Der er i den forbindelse ét punkt, som anfægter Jørn Grankvist temmelig meget:

»Som ejere af datacentre må vi ikke genindvinde spildvarmen, uden at vi skal betale energiafgifter. Det kan kun begrundes i, at man har givet elselskaberne eksklusivitet til at fremstille energi.

Elselskaberne er helt urimeligt favoriserede i Danmark. For det første har de regionale elforsyningsselskaber lukket for andre, som kan tilbyde service på deres fibernetværk, og derved skabe både konkurrence og et langt større udbud af efterspurgte ydelser, og for det andet er selskaber som GlobalConnect samt en række produktionsvirksomheder, der i processerne udvikler varme, forhindret i at genindvinde den energi, som varmen kan omdannes til.

Det betyder, at der sendes i hundredvis af MW varme lige op i den blå luft. De forhold kalder oplagt på et politisk indgreb.

Hvis jeg var statsminister i Danmark, ville jeg, for at sikre den fremtidige digitale infrastruktur, gennemføre, at alle husstande på selvangivelsen kunne trække 20.000 kroner fra, hvis man fik installeret fibre i sin husstand.

Det ville dels sætte meget arbejde i gang – og det ville fremtidssikre Danmark, men det skal være ”frit fiber”, således at alle kan levere service på nettet, på regulerede vilkår.«