Vi viser nu, hvordan du effektiviserer rengøringen med gratis tredjepartsværktøjer. Som altid bør forsigtighed være nøgleordet.
Et stort problem med mange afinstalleringsprogrammer er, at de kan efterlade ubrugelige rester.
Du kan bruge et renseprogram til registreringsdatabasen, men det er bedst at rydde op, samtidig med at du fjerner programmet.
Vores foretrukne værktøj er IObit Uninstaller (www.iobit.com/en/advanceduninstaller.php), som kan scanne, når standard-afinstalleringsprogrammet er færdigt. Værktøjet luger ud i efterladte filer og poster i registreringsdatabasen, og du kan derefter beslutte, hvorvidt de skal gemmes eller ej.
Under installationen skal du holde øje med beskeder om at installere Advanced SystemCare Free. Det kommer også fra IObit og er sikkert nok, men ikke nødvendigt i denne sammenhæng. Når IObit Uinstaller starter, vises en liste over programmer sammen med en række muligheder i venstre rude.
Til højre for hver post er en skraldespand. Klik, og det pågældende program bliver fjernet. IObit Uninstaller kan oprette et systemgendannelsespunkt, før du afinstallerer, hvilket vi anbefaler. Det aktiverer derefter det uønskede programs egen ”uninstaller”, ignorerer eventuelle prompter om at genstarte og udfører sin egen scanning.
Der renses ud i mulige rester i form af filer og poster i registreringsdatabasen. Gennemgå listen og beslut, hvad der skal fjernes. Derefter kan du genstarte, hvis det er nødvendigt.
Du fjerner programmer i større partier ved at afkrydse hvert program, du vil af med, og klikke på ”Afinstallér”. Listen medtager kun programmer, så vælg ”Windows applikationer” for at få en liste over apps fra Microsoft Store.
Disse fjernes på samme måde. Vælg ”Værk-tøjslinjer & plug-ins” for hurtigt at gennemgå browser add-ons, du har installeret. Fjern dem, du ikke ønsker eller har brug for.
Et af de bedste gratis oprydningsværktøjer er CCleaner (www.piriform.com). Dets hovedværktøj tager browserindstillinger, populære programmer og apps med.
Brug CCleaner for at slanke dine kontekstmenuer og gøre dem overskuelige.
Det er fristende at klikke på knappen ”Analyser” og rense ud i alt det, programmet anbefaler, men du vil ende med at miste potentielt nyttige indstillinger. Brug i stedet trin-for-trin-guiden på næste side, som viser, hvordan du frigør plads uden at slette filer, du ikke vidste, du havde brug for.