Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Endelig en musikdock til flere platforme

IPhone, iPad, iPod, USB-baseret smartphone, radio eller streaming? Det hele er bygget ind i LG's nye musikdock.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Markedet er oversvømmet af musikdocks, men LG’s nye ND5520D skiller sig ud fra mængden. Her tænker vi ikke så meget på det aflange og stilrene design i hvidt.

Det virkelig interessante er, at enheden har to dockingstationer. I venstre side kan du sætte din ”iDims”, iPhone, iPad, iPhone (dog ikke iPhone 5 eller den nye iPad Mini), og i den anden side er der en mini-USB-indgang, som passer til mange Android-baserede smartphones. Du kan vælge mellem de to signalkilder, men du kan også streame via Bluetooth.

LG's musiksystem har ikke et traditionelt display men en trykfølsom plade, hvor du på dioder kan aflæse den aktuelle funktion. Herunder også FM-radio og vækning.

Dockingstationen er ganske velfungerende, men lyden skal jo helst følge med, og her er LG overraskende kraftfuld i sin gengivelse. Der er masser af punch og power. Det tilskriver vi det stive og gode kabinet i aluminium, og det faktum at man har udstyret den 1.499 kroner dyre enhed med to bas-refleksporte på bagsiden.

Er den prisen værd? Absolut – hvis du er i markedet efter et dockingsystem til den ”splittede” familie med både iOS- og Android/Windows-baserede smartphones.

Plus: Tager flere forskellige typer smartphones.
Minus: Fylder mere end de fleste docks.