En fuld computer på kun seks gange seks centimeter – den gør det muligt at give masser af maskiner mere intelligens.
EPIA-T700 hedder den lille computer fra Via. Den er x86-kompatibel, men det er ikke hverken Intel eller AMD, der har leveret processoren. Det er nemlig Via selv, der har produceret den lille 1 GHz chip.
Formålet med computere i denne størrelse er ikke at lave stationære computer, men at lægge en velkendt standardcomputer ind i forskelligt udstyr.
I første omgang forventes den lille computer at skulle bruges i medicinske og militære apparater, men det er også sandsynligt, at den vil ende i de stadig mere avancerede betjeningssystemer, der sidder i moderne biler.
Det vil også en dag i en ikke alt for fjern fremtid være sådanne miniature-computere, der vil gøre det muligt for dig at køre Windows på din støvsuger eller græsslåmaskine.
Eller måske ikke Windows, men så et x86-baseret program, der gør det muligt for maskinen for eksempel at forstå, hvad du siger – eller betjene dig via en touchscreen.