Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En mærkesag

En dymo er ikke længere et stykke lavteknologisk kontorudstyr. Alt om DATA har haft LabelWriter 450 Duo til test og må indrømme, at den mere minder om en printer end så meget andet.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vores første tanke, da vi fik tilbudt at teste den nye LabelWriter 450 Duo fra Dymo, var, at der ikke er meget it-teknologi over en dymoprinter, men vi blev alligevel overbevist og må indrømme, at en dymo-printer er noget helt andet, end dem vi kendte fra vores barndom.

For det første er det værd at bemærke, at det faktisk er en lille miniprinter, og ikke en dims der presser mærker i et stykke selvklæbende plastik. For det andet sluttes den til computere, og det er såvel tekst som grafik, du kan få med ud på etiketterne.

Dymo selv kalder den da også for en LabelWriter og ikke længere for en dymoprinter. Som navnet på vores testenhed antyder, så kan den skrive ud på to forskellige medier. Valget står mellem de såkaldte tapeetiketter, hvor du skriver ud på et medie, der minder meget om rigtig tape, eller på mere almindelige papiretiketter.

For begge medietyper gælder, at du kan vælge mellem forskellige dimensioner, så du kan få en label, der passer lige til dit behov.

Enkel opsætning

Umiddelbart blev vi forbløffede, da vi pakkede LabelWriter ud. Det virkede som om, der var rigtige mange dele, der skulle bruges i opsætningen. Men det viste sig dog hurtigt ikke at være så slemt endda.

Sæt strøm til printeren og sæt de to typer medier i printeren (der medfølger en type af hver slags medie, så du med det samme kan skrive ud på din labelprinter).

Herefter blev softwaren til computeren installeret, og vi kunne nu tilslutte printeren til vores computer. Hele processen tog ikke mange minutter, og der var absolut intet at tage stilling til under installationen.

Herefter startede vi så det medfølgende program op og blev lidt forundrede, for en labelprinter bør være simpel at bruge, men LabeWriter 450 Duo har et brugerinterface, der virker unødvendigt forvirrende og overbefolket. Det virker lidt som om, udviklerne har villet alt for mange ting på en gang og ikke rigtig har formået at få fremstillet det enkle interface, de gerne ville.

Når programmet starter op, har du to hovedområder, et med etikettyper og et med design af de enkelte etiketter eller labels. Området med etikettyper har tre faner og samtidig også tre menuer i bunden.

Flere muligheder

Den første fane hedder »Etiketter«, og her skal du vælge en etiket/label, der passer i dimensionerne til dig. Vær lige opmærksom på, at disse labels er faste i størrelsen, så du skal huske at sætte den rigtige etiketstrimmel i printeren.

Den anden fane hedder »Designer«, hvor du får de elementer frem, du kan bruge til at designe dine labels med.

Den sidste fane hedder »Adressebog«, og kan koble sig sammen med din Outlook-adressebog eller andre adressebøger og skrive labels ud med de navne og adresser, du vælger herfra.

Har du valgt »Etiketter«, kan du også vælge de gemte etiketdesigns, du har lavet, eller du kan vælge de senest trykte etiketter, du har udskrevet.

Når du vælger er label/etiket, dukker der et kæmpe vindue op med alle de designs, der findes til den type, og du ser standard-etiketten i vinduet til højre. Her kan du nu lege med designet af etiketten på utroligt mange måder.

Når du er færdig med designet af etiketten, kan du vælge, hvor mange du vil skrive ud, og så går det ellers hurtigt. Har du bedt om at få skrevet ud med forskellige navne fra adresselisten, så får du forskellige etiketter ud, hvilket går lige så hurtigt som andre etikettyper.

Vi er begejstrede for de mange muligheder med LabelWriter 450 Duo, men vi synes, at interfacet er lidt for rodet. Idéerne er rigtige, men kompleksiteten er blevet lidt for høj for et produkt, der ikke er et nørd-produkt.