Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En fryd for øje og øre

Lyd og lys synes budskabet at være med Philips. De anbefaler, at du køber den store HTS9140 lydbar med, når du skal have dette tv. Det giver en merpris på 7.000 kroner. Men så kan du spare de par tusinde, du ellers skulle give for Blu-ray-afspilleren.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tv’et først: Det er helt igennem flot og lækkert lavet. Mange mener, det er en anelse for anonymt og med for meget plastik, men så snart du tænder, liver det op.

Der er nemlig ambilight lysdioder bag på skærmen. Det er den teknologi, Philips har haft og forfinet i årevis: Dioderne lyser op i takt og i samme farver som billedet.

Det kræver lidt tilvænning, men giver et meget dynamisk billede, som er vanedannende. Billedet bliver mere tredimensionelt, uden at du har 3D-briller på.

Til almindeligt tv-kigning er der meget godt at sige om Philips. Det er ekstremt brugervenligt, og du kan let navngive alle dine kilder.

På med et tv-billede, og det er klart med det samme, at der er små billedfejl, som du ikke ser i samme grad hos blandt andet Panasonic. Philips har mange småfejl, som ret beset kommer fra dem, der udsender.

Men når vi nu ikke har alle tv-kanaler i HD-opløsning, er det altså tv’ets opgave at opskalere billedet, så det står flot.

Det er på dette punkt, Philips har været meget stærke, men i de nyeste generationer har de svigtet lidt.

Så snart der kommer HD-materiale på, ændrer billedet sig og bliver ultraskarpt. Stadig med småfejl, men alt andet lige et behageligt og flot billede. Fint med detaljer og ikke på en udpenslende måde.

Philips har en sender, du skal sætte på enheden, når du skal se 3D. Den minder om den, man har til en Nintendo Wii og følger med 3D-brillerne. Der er et lille indbygget batteri med brillerne, der reelt holder i lang tid.

Under testen på et par uger med flere 3D-film nåede vi ikke grænsen for deres formåen.

3D-oplevelsen er god og effektiv. Billederne kommer ikke helt ud af skærmen på samme måde som med Panasonic og har ikke helt den detaljering, som Samsung har. Men billedet er rimeligt behageligt at se på i lang tid.

Lydbar med power

Blu-ray-afspilleren Philips anbefaler, er en lækker, lille sag med samme meget brugervenlige menuer, som kendes fra tv’et. Denne løsning er fin.

Men du kan også bruge deres lydbar til 7.000 kroner. Den matcher tv’et, har subwoofer, og er i det hele taget en lækker sag at hænge neden under tv’et.

Der er indbygget Blu-ray-afspiller i lydbaren. Med denne på bliver oplevelsen total. Du bliver opslugt, nu du har lyden med for fulde gardiner.

Konklusion

Philips er en flot, men også kostbar løsning. Den vi helst vil have er med lydbar, og så er prisen omkring de 25.000 kroner. Det er altså mange penge for et 40” tv med surroundlyd.

Philips skal vælges for dets brugervenlighed, totaloplevelsen og det fine design. Til prisen vil vi trods alt hellere have den 50” store Panasonic-løsning og så købe en lydbar ved siden af.

DATATID MENER:

Flot totaloplevelse med lyd og lys, men også lidt for kostbart.