Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En Dell med det hele, tak

En nem og pladsbesparende måde at anskaffe sig en stationær computer på er ved at købe hele pakken i et. Dell har strikket en aio sammen. Læs, hvad den står for ...

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mange har måske endnu ikke været udsat så meget for udtrykket aio, at det er blevet fasttømret i hjernen gennem bearbejdning i hippocampus. Udtrykket aio står for all in one, ligesom ved multifunktionsprintere, og kan udlægges som værende en stationær pc med alt inklusive samlet i et chassis. Ofte vil tastatur og mus medfølge, så devisen lyder: Ud af kassen, og i gang med det samme!

Ingen spirrevip

All in one-computere kan opdeles i to lejre. Den ene er enheder beregnet til lettere computeropgaver, gerne rettet mod internetbrug og blandet multimediebrug. De er i realiteten nettops, der er integreret i en skærm.

Det skaber grobund for slanke, energieffektive enheder med fokus på design. Den anden kategori, som Dell Inspiron One 2310 tilhører, er computere, der er mere egnede til generel brug, og som kan håndtere større og tungere opgaver. Med dimensionerne 570×420×90 mm og en vægt på 8,5 kilo. Er det ingen letvægter.

Computeren hviler på to ”finner” og støtter sig bagtil på en bred støttefod, der er lavet af klar plast. Denne justeres, alt efter hvor meget du ønsker skærmen vinklet.

Selvkørende 23"-skærm

Dell Inspiron One 2310 kommer klar til brug, den 23" led-skærm med den indbyggede computer er en del, det trådløse tastatur og mus en anden del. Desuden medfølger der en fjernbetjening til betjening af multimediefunktioner, den har en passende størrelse, gummiknapperne er også bedre, end den slags ofte er.

Som sædvanlig hos Dell kan man selv konfigurere computeren til en vis grad, testversionen baserede på en mobil Intel Core i3-370M-processor på 2,4GHz, 4GB ddr3-ram samt et Radeon HD5470-grafikkort med 1GB ram. Ud over dette var der blandt andet en harddisk på 750GB, et optisk multi-dvd-drev i venstre side og en hybrid dvb-t/analog tv-tuner.

Andre features er 1Gbit/s lan, 802.11n trådløs netværk, 6 usb 2.0-porte, 7 i 1-kortlæser, vga, hdmi samt spdif-stik med mere. Der står ”THX” ved højttalerne, men lyden mangler nu en del i mellemtone og bas. Lyden er i det hele taget lidt tynd, trods den virker klar.

Touch med mere

Inspiron One 2310 er som sagt ikke helt lille, men den sorte skærmramme adskiller sig fra det nederste stykke med højttalerne. Derfor virker helhedsindtrykket ikke så bastant forfra.

Skærmen holder opløsningen 1.920×1.080 pixel, er af glare-typen og noget følsom over for lysindfald. Bortset fra det er der tale om et flot skærmbillede med klare farver. Skærmen er også berøringsfølsom, så det åbner endnu en betjeningsmæssig dimension i forhold til traditionelle stationære computere. Af de mange programmer, som Dell har lagt med computeren, er Dell Stage som skabt til berøringsfølsomme skærme.

Det er en slags flydende applikations-dock, der giver hurtig adgang til små applikationer inden for multimedie, såsom musikafspiller, sticky notes, små spil, fotofremvisning med opkobling til Facebook og Flickr og andre beslægtede applikationer. Dell Inspiron One 2310 kan klare langt flere opgaver tilfredsstillende end en Atom-baseret pc.

Man skal dog ikke forvente en pc, der vil være lynhurtig til alle opgaver, men den vil kunne klare de fleste af dem. En PCMark Vantage-score på 6.001 PCMarks er godkendt uden at imponere vildt.

Styrkerne synes ifølge testene at ligge i multimedieanvendelserne samt i almene opgaver. Den er absolut hurtig nok til mange brugere. Middeltunge spil kan også spilles.

Et plus er, at denne aio ikke larmer ret meget, og energiforbruget er rimeligt. Inspiron One 2310 brugte 0,8 watt i standby, 57,6 watt i idle og 84,9 watt under en cpu-test.