Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En billig og dyr løsning

God billedkvalitet og lav købspris – men det er dyrt at gemme optagelserne.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

M120E er et lille, diskret kamera med et neutralt design, så det ikke trækker al for megen opmærksomhed. Selve kameraet er billigt, men skal du have den fulde glæde af det, kan det blive en dyr affære.

Du kan med nemhed montere M120E i et hjørne under loftet eller have det stående i din bogreol, så længe kameraet er tæt på en stikkontakt. Forbindelsen er trådløs, så du slipper for at trække et netkabel. Til gengæld må kameraet ikke befinde sig mere end fem meter fra den trådløse router, og der må ikke være en mur imellem. I testen kunne kameraet ikke kommunikere med vores router gennem en murstensvæg, selv om afstanden var blot tre meter.

Du overvåger hjemmet via en app til smartphone eller tablet. Styresystemerne iOS og Android understøttes. Opsætningen tager mindre end fem minutter, fint!

Til gengæld er det altså mindre heldigt, at kameraet ikke er bedre til at kommunikere med routeren, ligesom det er en fejl, at kameralinsen ikke er beskyttet af et gennemsigtigt plastikdæksel. Skulle uheldet være ude, og tyvene får øje på kameraet, ville det være nærliggende at ødelægge kameralinsen med spraymaling.

Billedkvaliteten er til gengæld i top. Selv i mørke er billedet tydeligt, og du får en klar fornemmelse af, hvem der befinder sig i det overvågede lokale. Bruger du den digitale zoomfunktion, skal du ikke zoome meget, før billedet bliver uskarpt, men det er et generelt problem med digital zoom på kameraer.

Bevægelsessensoren opfanger aktivitet i lokalet, hvorefter kameraet sender en alarmbesked til din enhed, så du kan gå ind i appen og se, hvad der sker i hjemmet. M120E har sågar en talefunktion, hvor du kan henvende dig til personer i dit hjem, og der er indbygget mikrofon, så du kan høre, hvad de siger. Højttaleren i kameraet er meget lille, så din stemme vil være en anelse utydelig, men mikrofonen opfanger lyd og stemmer i god kvalitet.

Det koster dog en del penge at udnytte M120E fuldt ud. Ønsker du at gemme optagelserne, hvilket er en god idé, koster det 739 kroner i abonnement om året for syv dage. Skal optagelserne gemmes i 30 dage, koster det 2230 kroner om året. Det er lidt pebret.