Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Elementært min kære Watson

Der var en gang, hvor IBM vel næsten hørte til i jern- og maskinindustrien. Dengang store mainframes fyldte som bare pokker. Den tid er for længst forbi. I dag handler IBM’s forretning bl.a. om Internet of Things, computere mindre end et støvkorn – og vejrudsigter…! IBM’s Watson-teknologi er drivkraften for en koncern, der nu er leverandør af raffineret informationsteknologi.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Over de seneste år har vi hørt en del til IBM’s Watson-teknologi, som især inden for medicinsk forskning har dokumenteret enestående resultater ved blandt andet at være i stand til at diagnosticere kræft hurtigere og mere sikkert end selv den mest erfarne læge

Men Watson er meget mere end det. I en verden, hvor Internet of Things samt ikke mindst kunstig intelligens får stadig større indflydelse på vores hverdag, vil IBM’s udgave af det, man sammenfattende kan kalde for machine learning, få indflydelse på en lang række andre områder.

Forrige sommer indgik IBM Watson Internet of Things eksempelvis et samarbejde med ISS, som blandt andet går ud på, at man skal hjælpe den globale servicegigant med at gøre 25.000 bygninger verdenen over intelligente.

Senest har man i efteråret 2017 så indgået et samarbejde med finske KONE, der producerer elevatorer, som dagligt transporterer mere end 1 milliard brugere. Det siger sig selv, det er essentielt, at disse elevatorer konstant er i topform, og det skal konceptet KONE Care 24/7 Connected Service sørge for.

Big Data skal bruges

Det er baseret på IBM’s Watson IoT-platform og samler samt lagrer data i skyen om de elevatorer, der er tilkoblet netværket. Indsamlingen af data sker via IoT-sensorer, som måler på det, der kan påvirke driftslevetiden. Det kan være temperatur, fugt, driftsstop, vibrationer og meget andet. 

KONE Care 24/7 Connected Service er tidligere testet hos kunder i blandt andet Finland, Sverige samt Tyskland og er nu lanceret i Danmark, hvor målet er gennem anvendelsen af kunstig intelligens at sikre en langt bedre driftssikkerhed.

I virkeligheden genererer IoT blot en stor mængde data – Big Data – og hvis ikke de bliver brugt, er der ikke megen nytteværdi i dem. Desværre udnyttes Big Data da også alt for lidt, men når IoT kombineres med machine learning og kunstig intelligens begynder det at blive spændende.

Teknologien bag KONE Care 24/7 Connected Service identificerer således komplekse mønstre og automatiserer serviceeftersynene, så man kan sikre kunder-ne, noget der ligner konstant oppetid på elevatorerne.

IBM som vejrprofet

Hos IBM Client Center i Holte møder Alt om DATA Kim Escherich, der formelt har en lang og snørklet titel, men som i det daglige kalder sig for innovationsarkitekt. Han medgiver gerne, at det nok har været lidt svært at forklare virksomhederne, hvad både IoT og kognitiv computing egentlig går ud på, men at meget tyder på, der er ved at være en opblødning i forståelsesprocessen.

Et af Kim Escherichs bulletpoints er netop det samme, som denne artikel blev indledt ned, nemlig at Watson-teknologien dækker over en bred palet af løsninger, inklusive IoT.

Men hvad de færreste nok er klar over, er at IBM i 2015 købte The Weather Company og siden har udviklet en række forretningsløsninger baseret på vejrdata. Det betyder, at IBM i dag leverer mere end 26 milliarder daglige superlokale vejrprognoser, der forbinder nyhedsmedier, piloter, forsikringsselskaber og energiselskaber – ja selv regeringer – med lige præcis de vejrdata, der er brug for.

Se det havde de færreste nok forestillet sig, men vejret spiller altså en alt dominerende rolle for såvel transport som handel og spiller en ikke uvæsentlig rolle for vores handels- samt indkøbsmønstre.

Ringer selv efter serviceteknikeren

erhverv KONE Care 24/7 Connected Services er ved at blive udrullet i Danmark. På globalt plan er målet at installere KONEs IoT-sensorer på mere end 1 million anlæg.

KONE Care 24/7 Connected Services er lanceret som en del af det nye servicekoncept KONE Care, der gør det muligt for kunderne at skræddersy deres elevatorservice. Konceptet er baseret på IBM’s Watson IoT-platform.

Ved at installere IoT-sensorer i kundernes elevatorer og anvende kunstig intelligens til at identificere komplekse mønstre i de data, sensorerne genererer, kan Watson forudsige potentielle problemer, og KONE kan komme på forkant og undgå skader i stedet for at reparere på dem. Som en del af KONE Care får kunderne fuld transparens og kan i realtid følge med i Watsons analyser samt KONEs vedligeholdelse.

Watson-platformen analyserer altså data i realtid med henblik på at forudsige problemer, før de opstår, og elevatoren tilkalder så at sige selv serviceteknikeren. Når han er færdig med eftersynet, sender han data tilbage til Watson, der fortæller om IoT-platformen ramte plet eller tog fejl med hensyn til elevatorens problem og den foreslåe-de løsning.

I takt med at datamængden vokser, bliver Watson i stand til at kunne forudsige mulige problemer endnu mere korrekt.

Intelligente støvkorn

Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke lige har været opmærksom på, at IBM er gået ind i markedet for vejrprognoser, men grundlæggende illustrerer det jo meget godt, at it kommer til at spille en altdominerende rolle i vores hverdag.

Således fortæller Kim Escherich, at i løbet af ganske få år vil begrebet Internet of Things blive udvidet til et niveau, vi ikke fatter i dag. Vi vil nemlig få computere, der er så små, at vi ikke kan se dem med det blotte øje.

”Og jeg mener virkelig fuldt funktionelle computere i en størrelse, så de kan integreres i ethvert tænkeligt produkt”, siger Kim Escherich. Han føjer til, at der ikke bare er tale om tags baseret på eksempelvis radioteknologi, men computere med cpu, hukommelse og ikke mindst integrerede sensorer.

Den naturlige konsekvens heraf er naturligvis, at vi indtil videre kun lige har set toppen af isbjerget for så vidt angår de teknologiske muligheder,
når intelligent støv, som han kalder det, ser dagens lys med computere på 100 x 100 mikron om et til to år.

25.000 intelligente bygninger

erhverv IBM og ISS entrerede i 2016 om en samarbejdsaftale, der gælder 25.000 bygninger på verdensplan, hvor IBM’s Watson Internet of Things-teknologi kommer til at spille en markant rolle.

I sommeren 2016 indgik IBM Danmark og servicevirksomheden ISS en kæmpekontrakt. Den går ud på, at IBM’s Watson Internet of Things skal hjælpe ISS med at servicere 25.000 bygninger globalt – inklusive ISS hovedkvarteret i København.

Grundlæggende handler det om at gøre bygningerne intelligente. Målet er såvel at optimere ressourcerne til drift og vedligehold som at gøre bygningerne mere behagelige at opholde sig i. Det giver nemlig mere tilfredse medarbejdere, og tilfredse medarbejdere yder mere. En klar win-win situation for både ISS og koncernens kunder.

Millioner af sensorer i døre, vinduer, stole og borde samt klima- og ventilationsanlæg indsamler en mangfoldighed af data, der både giver et billede af udnyttelsesgraden af de forskellige lokaler og gør det muligt at optimere indeklimaet, blandt andet ud fra hvorledes vind og vejr påvirker bygningerne.

Denne kognitive computerteknologi vil altså bruge data til at hjælpe ISS med at optimere deres services og få en bedre forståelse af, hvorledes brugerne anvender bygninger. ISS har desuden indgået et samarbejde med IoT Denmark om Sigfox-baserede IoT-løsninger.

The Giga Connected World

Som Kim Escherich ser verden, er virksomhederne for alvor ved at være klar til at tage imod Internet of Things, og det positive budskab er, at det ikke længere blot handler om at spare penge, men om at kunne tilbyde bedre produkter og bedre services.

Vi er med andre ord nået til bølge nummer to, og vi har kun lige set toppen af isbjerget, men det, der ifølge Kim Escherich for alvor kommer til at sætte dagsordenen i fremtiden bliver koblingen mellem den fysiske og den digitale verden.

Watson-teknologien breder sig over en mangfoldighed af løsninger, og med et erfaringsgrundlag på en lille halv snes år med Watson, og ikke mindst en række industrispecifikke løsninger, har IBM formentlig placeret sig i en ganske attraktiv situation.

Det kan godt være, at samspillet med 3000 danske vejrstationer via The Weather Company lyder ganske banalt, men ikke desto mindre er det tegn på, at IoT blot er starten på det, som Kim Escherich kalder for The Giga Connected World.