Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Nørder, som sidder natten lang og forsøger at presse deres computere til det maksimale, er måske ikke ligefrem noget, vi ser mere og mere af, men de eksisterer nu stadig i stort antal, og til glæde for dem har AMD netop lanceret en splinterny processor, der kan presses til ydelse ud over det sædvanlige.
Processoren hedder FX-8350 og besidder otte kerner, der som standard er clocket til ikke mindre end 4,0GHz. Den er dog helt og aldeles ulåst, så der er frit slag for at klemme hastigheden en væsentlig tand i vejret. AMD vurderer selv, at 5,0GHz er realistisk med almindelige midler.
Selvom det er yderst imponerende, er clockhastighed i en AMD-chip ikke sammenlignelig med en tilsvarende Intel-chip. Konkurrenten er stadig et stykke foran på den front. Til gengæld er AMD's processorer væsentligt billigere, så du meget vel kan opnå samme ydelse som en Intel-chip til samme pris.
Prisen på FX-8350 er 195 dollars. Den ledsages af den firekernede FX-4300, der også kan overclockes, til 122 dollars.