Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Eksterne SSD'er [STORTEST]: Mere plads med lynhurtige SSD´er

Løber du tør for bytes? Så er det en god idé at anskaffe sig et lager af den hurtigste slags. Her tester vi seks eksterne SSD'er med sømmet i bund ...

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis man vil have hurtig ydelse på farten eller mellem enheder, er det bedste valg en ekstern ssd med masser af båndbredde. Denne løsning er navnlig fristende, fordi den giver mulighed for at afvikle spil fra et bærbart drev. Det er ikke kun strålende for laptop-gamere; det er slet ikke til at komme uden om for den seneste generation af konsoller.

De bedste USB-C-drev leverer en ydelse, der ligger et godt stykke over det, man fik ud af interne ssd’er for blot et par generationer siden. Nogle eksterne ssd’er præsterer i dag helt op til 2 Gbps rå båndbredde. Det ligger godt nok langt fra de seneste PCIe 4.0- M.2-drev til pc’er – for ikke at tale om de vanvittigt hurtige interne lagre i de nye Microsoft Xbox Series X og Sony PlayStation 5. Men det rækker til helt fornuftige spilbelastninger.

Hold øje med ...

Hvad angår ydelse, har man valget mellem et drev, der bygger på SATA-interfacet med en USV- bridge, eller et NVMe-interface, igen bag en USB-bridge. SATA-baserede USB-C-drev topper omkring 540 MB/sek., mens NVMe-varianterne når op til et maksimum på 2 GB/sek. Det gør de i det mindste i teorien. For at opnå disse toptal skal man have en USB 3.2 Gen 2x2-port med en kapacitet på 20 Gbps.

Interface-specifikation er ikke den eneste afgørende faktor, når det gælder ydelse. Emner som controller-specifikation plus type og kvalitet af den NAND-flash, man bruger, er også vigtige. Det er imidlertid ikke altid nemt at skelne de finere detaljer. Mange producenter tøver med at oplyse fulde specifikationer. Drev med QLC NAND-hukommelse med fire lag har for eksempel en tendens til at levere en ringere ydelse end dem med TLC-hukommelse med tre lag.