Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Eksplosive kræfter under tasterne - bærbare til gaming og underholdning

Hvis du drømmer om en bærbar pc med de helt store kræfter under tasterne, så skal du have fat i en af disse gamingmonstre. Datatid TechLife tester.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

powermaskiner til under 10.000 kroner

Hvis du ind imellem synes, at din pc er lidt sløv i optrækket, når den bevæger sig uden for de trygge rammer i Word, Excel og PowerPoint, kan du overveje at tage et kig på en af de bærbare computere, vi tester her. Og hvis du er til seriøs gaming, skal du bare blive hængende. For der er eksplosive kræfter under tasterne – uundværligt til spil og forløsende til anden underholdning og til redigering af grafik, foto og video. Slut med sløvhed og hakkeri!

I mange år var gamingcomputere meget farverige med masser af lyseffekter og bling-bling. Men der er blevet længere mellem de ekstremt farvestrålende modeller, selvom man da godt må se, at her arbejder vi med ”motorer” af en anden kaliber end i en familie-pc til 3000 kroner. Men altså: Trenden dikterer et mere afdæmpet design. Og det bliver en gamingoplevelse jo ikke ringere af (så længe du vinder …).

En anden klar tendens i disse år er øget fokus på lydoplevelsen. Vi køber gamingcomputerne for den store skærm og et dedikeret kvalitetsgrafikkort, men nu skal vi også til at elske lyden. Alle producenter i dag har en eller anden kendt højttalerproducent til at lægge navn til audiodelen. Nogle er gået så langt, at de også sætter navnet på tastaturet for at kunne bade sig i stråleglansen fra den kendte lydspecialist. Og fair nok, for det er ikke hul reklame. De fleste gamingbærbare anno 2016 lyder faktisk ret godt. Ikke så mystisk måske, for hverken danske B&O eller nogle af de andre kendte brands fra hi-fi-verdenen vil jo risikere deres renommé med dåselyd af grummeste skuffe.

Seks gode bud
I invitationen til denne test har vi givet producenterne ret vide muligheder. Maskinen skulle blot koste under 10.000 kroner, og så skulle den være egnet til gaming (og altså kunne præstere på grafiksiden). Det er der kommet seks gode bud ud af. De fleste modeller med 15,6”-skærm; kun to har den større 17,3”-skærm.
Gamingbærbare med kæmpeskærm er ikke så almindelige mere, for en 15,6”-skærm er brugbar til formålet, og man har jo en bærbar for at kunne tage den med sig, og der er de helt store skærme ret upraktiske.

Desuden vil de fleste gamere investere i en ekstern skærm, der nemt kan tilsluttes den bærbare pc, når man er hjemme. Det er også værd at nævne, at ingen af testdeltagerne har trykfølsom skærm, hvilket ellers er det mest almindelige for de billigere notebooks. Tryk direkte på skærmen er ikke relevant i forbindelse med gaming, men for en merpris kan flere af de testede computere leveres med en touchskærm.

Mange bærbare computere er i dag så potente, at de nemt kan trække et grafiktungt spil. Mange bærbare computere er i dag så potente, at de nemt kan trække et grafiktungt spil.

Ekstra hastighedsmåling
For at se, hvad disse muskelmaskiner virkelig kan, når de presses til det yderste, har vi udsat dem for en ekstra testsuite denne gang. Ud over vores almindelige PC Mark Pro-måling, der giver en værdi for maskinens allround-egenskaber, har vi også testet dem med en lang række spil, som erfaringsmæssigt trækker tænder ud på de fleste computere.
For at sætte værdi på disse præstationer har vi brugt et benchmark-program, Unigine Valley Benchmark, som registrerer antallet af billeder i sekundet (fps, dvs. frames per second) og fungerer som en stresstest af computerens grafikkredsløb.

Her har vi udvalgt en særlig vanskelig sekvens i måleprogrammet, hvor der er masser af grafisk action.
Programmet afslører, hvor mange billeder i sekundet computeren er i stand til at afvikle. Jo højere værdien, des bedre. Disse værdier kan du aflæse i testens skemaoversigt sidst i artiklen. Vi kan konstatere, at værdierne fra denne måling faktisk stemmer fint overens med værdierne i de generelle PC Mark Pro-målinger. De computere, som klarer sig godt i den ene måling, gør det også i den anden.