Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

EG-koncernen på nye norske opkøb

EG bliver en af de store norske it-virksomheder, nu når koncern-en fortsætter med overtagelse af aktiviteterne i NaviCom.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den danske EG-koncern, der er en af Europas førende leverandører af virksomhedsløsninger baseret på Microsoft Dynamics, vokser yderligere på det norske marked med overtagelsen af aktiviteterne i den norske vækstsucces NaviCom AS.

Bag EG, og bag opkøbet, står kapitalfonden Nordic Capital.
NaviCom, der intet har at gøre med det danske firma af samme navn, leverer branchetilpassede løsninger baseret på Microsoft Dynamics AX og NAV og har leveret flere hundrede erp-løsninger i Norge til større virksomheder inden for bygge og anlæg, industri og service, olie og gas samt detailhandel og mode.

NaviCom omsatte i sidste regnskabsår for over 100 millioner norske kroner.
Leif Vestergaard, der er administrerende direktør for EG-koncernen, siger:

»I Danmark har vi allerede vist, at man kan lave en sund forretning på at optimere kundens processer med en solid brancheforståelse. Nu er vi i gang med at overføre succesen til resten af Skandinavien. Og med købet af norske NaviCom står vi endnu stærkere på det norske marked, specielt inden for brancherne bygge og anlæg, olie og gas, industri og service samt detailhandel og mode.«

Det er ikke mere end tre måneder siden, at EG-koncernen sidst købte en stor it-virksomhed. I oktober blev danske thy:data a/s med 167 medarbejdere opkøbt. EG-koncernen har nu mere end 1.300 medarbejdere fordelt på mere end 20 byer i Norge, Sverige og Danmark.

Ud over et stærkt kompetencenetværk inden for erp-løsninger, der komplementerer NaviComs egne ressourcer, leverer EG alt inden for forretningsrådgivning og it-servicer som eksempelvis driftsaftaler.

»Vi måtte se i øjnene, at det næste skridt for en virksomhed i så hastig udvikling som vores krævede den store skala, og det får vi nu med EG-koncernen. Jeg ser frem til at blive en del af den største europæiske succes på Dynamics-markedet,« siger NaviComs direktør Leon Tveit, der var medejer af selskabet frem til 1. januar 2012.

Alle ejerne fortsætter i det nye selskab EG NaviCom A/S, hvor Leon Tveit også fremover er administrerende direktør. NaviCom er den fjerde virksomhed, EG har købt i Norge i løbet af de seneste to år. Med købet af EnergyFront, ASP, ADB team og nu NaviCom melder EG sig ind som en af de førende norske spillere i en række brancher.

NaviCom har cirka 100 medarbejdere. Både NaviCom og de øvrige EG-selskaber i Norge er sunde og veldrevne virksomheder med flot vækst, og opkøbet vil medføre yderligere ansættelser. Med opkøbet bliver EG en af de største norske Microsoft Dynamics-partnere. Herudover arbejder EG blandt andet med sin egenudviklede erp-løsning ASPECT4, som blandt andet står stærkt inden for byggesektoren. Parterne har indgået aftale om ikke at oplyse noget om salgspris.

En af Norges stærkeste leverandører af brancheløsninger baseret på Microsoft Dynamics AX og Microsoft Dynamics NAV. NaviCom har igennem 10 år positioneret sig som leverandører af forretningsløsninger på det norske marked inden for bygge og anlæg, industri og service, olie og gas samt detailhandel og mode. Omsatte i 2010 for 101,5 millioner norske kroner og har cirka 100 medarbejdere.

Med NaviCom som det seneste opkøb er der mere end 1.300 kompetente medarbejdere i EG-koncernen, der er organiseret efter brancher og arbejder ud fra mere end 20 byer i Skandinavien. EG er ejet af kapitalfonden Nordic Capital og omsatte i 2010 for over 1 milliard norske kroner.

EG har specialiseret sig i at udvikle og levere branchetilrettede it-løsninger. Udgangspunktet for forretningen er brancheviden med dyb indsigt i kundernes forretning og processer.

EG’s løsninger er baseret på standardløsninger og -teknologier fra blandt andet Microsoft, SAP, HP og IBM samt det egenudviklede ASPECT4. EG er den førende leverandør af Microsoft Dynamics erp-løsninger i Europa – et område med massivt strategisk fokus fra Microsoft.