Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: BenQ Zowie XL2540: E-sports-skærm med vild opdateringshastighed

BenQ Zowie XL2540 har en så høj opdateringshastighed og et så 'flydende' skærmbillede, at man næsten bliver bange for, at skærmbilledet flyder ud af skærmen og ned på bordet.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De fleste af os kan sagtens klare os med en skærm, der ikke har en kaliber som XL2540, når vi skal game. Men seriøse e-sports-udøvere stiller strengere krav til deres materiale. Man stikker heller ikke Chris Froome en citybike i hånden og forventer evig taknemmelighed.
Det er svært ikke at blive imponeret over BenQ XL2540, hvorfor skulle man ikke også det.

Nøglertal

Pris: 4199 kr.
Skærmstørrelse: 24,5” TN-panel
Skærmopløsning: 1920 x 1080 pixel
Lysstyrke: 400 cd/m2
Responstid: 1 ms
Kontrastniveau: 1000:1
Betragtningsvinkler: 170° H/160 °V
Tilslutninger: 2x USB 3.0 Type A, 1x USB 3.0 Type B, 1x DisplayPort 1.2a, 2x HDMI 2.0, 1x DVI-DL, hovedtelefon, mikrofon, S-switch

Skærmen repræsenterer noget af det ypperste, man kan investere i indenfor gamingskærme. Det karakteristiske ved skærmen er, at den leverer varen på flere områder og ikke kun har en styrke.

Sværger man til Nvidias G-Sync teknologi, så er det dog ikke skærmen for en, da teknologien ikke understøttes. Når det kommer til AMD FreeSync reklameres der ikke for, om teknologien understøttes.

Med DisplayPort 1.2 er grundforudsætningerne dog til stede. Ser man på AMD's liste over skærme, der understøtter FreeSync, er den dog nævnt. Det har dog ikke haft nogen betydning for vores test af skærmen, der er foregået på en computer med en Intel Core i7-6700 K-processor med et fabriksover-clocket Nvidia GTX1070 grafikkort.

Krævende udgangspunkt

XL2540 er del af BenQ's Zowies serie af e-sports-tilbehør, så det forundrer ikke, at skærmen er rettet mod professionelt brug.
Det er ikke hver dag, at man støder på en computerskærm, der har en opdateringshastighed på 240 Hz. Det tilmed uden nogen former for overclocking af panelet.

Ønsker man at investere i denne skærm, skal man vide, at det kræver en endog meget potent computer med grafikkort fra allerøveste 'skuffe', hvis man håber på at udnytte skærmens potentiale fuldt ud. Det er ikke alle systemer, der kan 'spytte' 240 fps ud, og da slet ikke i alle spil.
Det vil eksempelvis være en super skærm til CS:GO i ledtog med en kraftig gamingcomputer.

Ikke så sært med e-sports prædikatet.

De virkeligt yppige specifikationer betyder naturligvis, at skærmen baserer på et TN-panel. Det har visse konsekvenser for billedkvaliteten, blandt andet hører betragtningsvinklerne ikke blandt de bedste. Farvegengivelsen er heller ikke egnet til farvekritisk arbejde, men det er så også en skærm, der fokuserer helhjertet på hastighed. Skærmen har en semi mat overflade, hvilket hjælper til med at reducere refleksioner betragteligt.

Det første indtryk af skærmen var faktisk, at skærmbilledet fremstod lidt afdæmpet, nærmest lidt 'støvet' i sin fremtoning. Men efter at have ændret på indstillinger blev billedet ganske flot – af en skærm med et TN-panel at være. Den er også flimmerfri.

Eminent udstyret

Spiloplevelsen er virkelig god. Man får den rette spiloplevelse med en meget flydende gengivelse på en hurtig computer.
Det er dog ikke kun det hurtige panel, der overbeviser. Der er masser af ekstra kræs for gameren, hertil hører de medfølgende paneler til montering på siderne, hvor de skærmer gameren for udefrakommende påvirkninger.

BenQ XL2540 er ikke kun hurtig, den er også solidt bygget og først og fremmest med ergonomiske kvaliteter. Skal man game i lang tid ad gangen, er den rette arbejdsstilling vigtig. Skærmen kan justeres i højden, pivoteres og drejes.

Skærmens billedindstillingsmuligheder er mildt sagt omfattende, alle kan ikke nævnes her. Menuerne er også ganske lette at navigere i. Alternativt kan man benytte den medfølgende puck- lignende S-switch.

Her kan man vælge spilprofil med knap eller scrollhjul. Der er seks forskellige spilprofiler, Black eQualizer gør det lettere at se i mørke områder, Color Vibrance har 20 forskellige niveauer og ændrer på farvemætningen. 

Er du på udkig efter en seriøs gamingskærm, er denne et bragende godt bud herpå.