Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

E-handelsprisen til internetkøbmand

Om ti år foregår halvdelen af al dagligvarehandel i Danmark over nettet.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sådan siger den 35-årige internetkøbmand Stefan Plenge med et af de smil, som han har ekstra let til for tiden, fordi hans egen internetsupermarked, Nemlig.com, næsten vælter sig i succes her i slutningen af maj.

Den 12. maj modtog Nemlig.com E-handelsprisen 2011, som for 11. gang blev uddelt af foreningen FDIH (Foreningen for distance og internethandel). Og to uger senere løb Nemlig.com med bronzemedaljen i den europæiske konkurrence Global E-commerce Summit i Barcelona, hvor FDIH-vinderen for første gang deltog automatisk.

Når Stefan Plenge selv skal pege på årsagen til priserne, er det konceptet om, at kunderne skal have leveret varerne, når det passer dem – i stedet for når det passer leverandøren.

Dagligvarer, når det passer dig

»Jeg tror, at det vil være en helt afgørende skillelinje for forbrugerne, om de selv kan bestemme, hvornår de vil modtage varer bestilt over nettet. Og jeg tror, at de firmaer, der kan tilbyde den fleksibilitet, vil få kæmpe fordele,« siger Plenge.

Det var også fleksibiliteten, der var en af årsagerne til, at E-handelsprisen tilfaldt Nemlig.com.

Det var et besøg hos en ven i 2008 i New York, der gav Stefan Plenge ideen. Vennen handlede hos et internetsupermarked, og 35 minutter efter at ordren var betalt, stod der et bud med varerne uden for døren.

Plenge havde på det tidspunkt drevet supermarkedet Intervare, der i 34 kommuner leverer varer til borgere, som ikke er i stand til at handle dagligvarer selv.

Men fleksibiliteten i det amerikanske firma var så overbevisende, at han ville prøve noget lignende selv i Danmark – under mottoet, at kunden bestemmer leveringstidspunktet. Selvfølgelig er priser og kvalitet også centrale parametre. Nemlig.com ligger på niveau med de landsdækkende supermarkedskæder, og oveni betaler kunden et fragtgebyr på 29 kroner.

5.000 varenumre

Man kan vælge mellem 5.000 forskellige dagligvarer, der alle bliver pakket på det centrale 5.000 kvadratmeter store lager i Rødovre.

Lageret er som en myretue, hvor de ansatte – alt inklusive er der 200 fuldtidsstillinger – suser rundt og henter varer på hylderne efter et system, som må imponere en udenforstående. Hovedparten af de ansatte er fra Østeuropa, ansat på 3F-overenskomster.

I grøntsagsafdelingen siger Plenge:

»Dette er vores vigtigste afdeling. Hvis vi ikke kan levere friske grøntsager, kan vi ikke klare os. Men det kan vi heldigvis også, og Nemlig.com er et af de meget få danske supermarkeder, der er certificeret til at sælge økologisk frugt og grønt i løs vægt.«

Dækningsområdet for Nemlig.com går fra Roskilde til Nivå, hvor der bor 1,4 millioner mennesker. Hvis man bestiller varer før klokken 14, kan man få varerne leveret næste dag i tidsrummet 8-21. Bestiller man varer i tidsrummet klokken 14-24, kan man få leveret næste dag mellem klokken 14 og 21. Og man kan afgive ordrer indtil midnat.

Begrundelsen

At årets E-handelspris gik til en nystartet virksomhed, var usædvanligt, men juryen lagde vægt på:

* Den hurtighed, hvormed Nemlig.com har kunnet opnå en millionomsætning.

* Evnen til at håndtere den store og eksplosivt stigende ordremængde.

* Forventningen om break-even allerede i år og sidst, men bestemt ikke mindst, Nemlig.coms motto ”Dagligvarer, når det passer dig”.

»Årets vinder af E-handelsprisen 2011 er dermed udtryk for det bedste af det bedste inden for e-handel og iværksætteri. I har taget fat på et eksisterende forretningsområde, hvor mange har haft det svært. Og I har fået succes ved at nytænke forretningsideer, slippe gammelkendte dogmer og rutiner samt udnytte nettets muligheder – ikke mindst via de sociale medier. Et stort tillykke til Nemlig.com, hvor det bliver spændende at følge jeres videre færd,« lød det i begrundelsen fra FDIH.

Ifølge Videnskabsministeriet handlede 68 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år på nettet i 2010. Og de handlede hver især for cirka 1.000 kroner om måneden. Det betyder, at Danmark næst efter Norge er det land, der handler mest på nettet.