Teknologi: Lydbar med subwoofer • Pris: 3999 kr.
Teknologi – 3 af 6 stjerner
Lydbaren har de samme Dolby-lydformater, som surroundsystemet kan levere, men dertil også den nyeste Dolby Atmos, hvor lyden kastes opad og i teorien giver en endnu vildere gengivelse. Lyddelen håndteres af en 24-bit digital chip og bassen af en meget stor subwoofer, som ovenikøbet er trådløs. På nogle punkter slår lydbaren surroundsystemet på teknologi, men Yamaha-anlægget leverer flere muligheder og har langt bedre lyddel og forstærkerkredsløb. På dette punkt taber lydbaren altså.
Indretning – 6 af 6 stjerner
En lydbar integrerer sig godt, hvis du stiller den eller hænger den lige under tv’et. Subwooferen kan i teorien gemmes hvor som helst, men lyder dog bedst, hvis den står tæt ved tv’et. Subwooferen er her trådløs og skal kun tilsluttes strøm. Målt på indretningsvenlighed vinder lydbaren kort sagt med flere alen.
Opsætning – 6 af 6 stjerner
Lydbaren er ekstrem let at sætte op. Sæt strøm til, tilslut HDMI Arc til dit tv med et HDMI-kabel, og du er kørende. Herefter finder lydbaren selv ud af surroundformater mv. Klokkeklar vinder!
Justering – 3 af 6 stjerner
Du kan selv i begrænset omfang bestemme, hvordan lyden skal være – for eksempel hvor kraftig bassen skal være – men reelt er justeringsmulighederne meget få. En lydbar er plug-and-play, og det er fint, men levner ikke mange muligheder til de entusiaster, som ønsker at fintune lyden til perfektion.
Tilslutninger – 3 af 6 stjerner
Samsung-lydbaren kan præcis det, den skal kunne som lydbar. Primært forlanger vi HDMI arc, en ekstra HDMI-tilslutning og digitalt input. Hertil Bluetooth og Wi-Fi. Og alt dette håndterer lydbaren. Det er dog ingenting i forhold til 5.1-surround, hvor du også får et hav af ekstra tilslutninger.
Daglig betjening – 6 af 6 stjerner
Lydbaren tænder og slukker og finder selv lydformatet, som alle gode lybarer gør. Du kan også skrue op og ned med dit tv’s fjernbetjening. Så dødt løb her.
Lydkvalitet – 3 af 6 stjerner
Denne lydbar leverer stor lyd; især bassen er magtfuld. Det betyder, at stemmer ved almindelig tv-kigning eller sport har fin tyngde. Subwooferen er lidt vanskelig at integrere 100 procent og fylder derfor vel meget i lydbilledet. Men alt i alt stor lyd, som er let at leve med. Gengivelsens kvalitet er dog ikke på niveau med surroundsystemet. Surroundeffekten når eksempelvis ikke det ægte 5.1-system til sokkeholderne.
Design – 4 af 6 stjerner
Lydbaren er ret elegant og nærmest anonym. Den er fint forarbejdet og udstiller på den måde subwooferen, der er bygget i billigt træ. På dette punkt en overbevisende sejr til lydbaren.
Pris – 3 af 6 stjerner
Samsungs lydbar koster normalt tæt på de 6000 kroner, men du kan let finde den til omkring de 4000 kroner, og det gør den til et fint køb. Lydkvaliteten og ikke mindst subwooferen trækker dog noget ned. Så kun akkurat godkendt til prisen.
Testholdet mener – 4 af 6 stjerner
Samsung HWQ800T leverer alt det, som du forventer af en lydbar, men den skuffer lidt lydmæssigt, ligesom kvaliteten på subwooferen trækker ned. Alt i alt er en lydbar generelt dog ret let at leve med og ikke mindst den mest stuevenlige løsning. I den aktuelle sammenligning må lydbaren dog se sig som taberen, men med værdigheden i behold.