Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Internethandel er populært i Danmark. Hele to ud af tre danskere i alderen 16-74 har handlet på nettet inden for det seneste år. Men hvor der e-handles, e-svindles der også.
Ifølge Kaspersky Lab er én af de mest almindelige måder for cyberkriminelle at overføre skadelig kode til brugerens computer via personlig kommunikation såsom e-mail, instant messaging og Facebook.
Trojaneren ligger på lur
Et enkelt forkert klik i en e-mail eller en besked kan føre til, at det skadelige program – også kaldet en trojaner - installerer sig selv på computeren, hvis den ikke er beskyttet med opdateret antivirussoftware. Herefter ligger programmet og venter på en lejlighed til at aflure brugernavne, passwords eller kreditkortnumre.
Det kan eksempelvis være i forbindelse med brugerens besøg på et online shopping-site. Her vil trojaneren lede brugeren ind på en falsk hjemmeside, der til forveksling ligner det ægte, og derved forsøge at lokke brugeren til at indtaste personfølsomme oplysninger, som senere kan bruges i kriminelt øjemed.
Brug din sunde fornuft
Eva Maria Matell fra Kaspersky slår imidlertid fast, at der er flere forbehold, brugeren kan tage, for at shoppe sikkert på nettet:
“For det første handler det om at bruge sin sunde fornuft. Hvis prisen på et produkt er alt for billig, hvis købsbetingelserne er uklare eller gemt væk, eller hvis man allerede på forsiden bliver bedt om at indtaste personlige oplysninger, skal man være ekstra varsom.
Hold smuthullerne lukket
Derudover skal man i forbindelse med betaling sørge for, at man betaler over en krypteret forbindelse. Kig efter et lille hængelås-symbol i den nederste bjælke i browser-vinduet eller om farven på webadressen i browseren skifter farve,” siger Eva Maria Matell og tilføjer:
“For det andet skal man altid sørge for, at have opdateret it-sikkerhedssoftware på sin computer. Ligesom man også altid låser sin fordør, når man forlader hjemmet for at forhindre uvedkommende i at trænge ind og stjæle personlige værdier. Det er det samme på nettet. Gør det så svært for de kriminelle som muligt, så undgår man ubehagelige oplevelser. ”