Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Efterhånden som vi henlægger flere og flere opgaver til mobiltelefonen, bliver behovet for flere hestekræfter i de små maskiner tilsvarende større.
Derfor er det ikke så underligt, at indmaden ligner mere og mere den man kender fra computere. Det er de nye Snapdragon-processorer fra Qualcomm et levende eksempel på. Faktisk er de oppe i en liga med visse af de chips der bruges i netbooks.
MSM8260 har en clockfrekvens på 1.2GHz i hver af de to kerner. At kræfterne er fordelt på to kerner betyder ikke blot mere processor-power, men også et lavere strømforbrug.
Du kan således forvente understøttelse af ægte 1080p HD-video samt muligheden for at køre en kraftig GPU med 2D og 3D support. Som en særlig feature vil de nye chips også rumme integreret lavenergi GPS, hvilket giver dig længere batterilevetid, når mobilen bruges til GPS-applikationer.
Qualcomm er begyndt at sende chippen ud til forhandlerne, men vi skal nok ikke forvente at se færdige mobiltelefoner med den nye Snapdragon før sidst på året.
Producenten er også på trapperne med en endnu kraftigere dual-core chip på 1.5GHz, som dog ikke sendes ud til producenterne endnu.
De nye chips betyder, at vi inden længe vil komme til at se smartphones, der er endnu stærkere og har lavere energiforbrug end dem vi kender i dag, og at de nye tablets får et solidt fundament, der kan hamle op med Intels Atom-processorer, men samtidig er mere mobil-mindede.