Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Diskret opgradering

Det er småt med fornyelsen, men HTC har ikke desto mindre overgået sig selv med den imponerende lækre One M9, der leverer en lydoplevelse uden lige.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med One-serien har HTC skabt et koncept, som producenten har valgt at finpudse og forbedre over en længere årrække, fremfor hvert år at forsøge at opfinde den dybe tallerken.

Det kan vi kun tage hatten af for, da det har resulteret i nogle af de absolut bedste Android-mobiler, vi har prøvet de senere år.
Med den nye One M9 bygger HTC endnu engang videre på det velkendte koncept, men er der sket nok med mobilen til, at den kan følge med konkurrenterne?

Lydoplevelsen er helt i top på HTC’s nyeste model i deres populære One-serie.

Gennemført kvalitet

I det ydre er der sket nærmest forbløffende lidt, siden forgængeren M8. Mobilen er blevet en smule mere kantet, således at den vækker mindelser om M7.

Der er fortsat tale om en mobil udført i unibody-design, men kanten er fremhævet med et lille hak på siden, så mobilen er bedre at holde på. Selvom det giver et knap så roligt indtryk som forgængeren, er det utrolig stilfuldt udført, og man forbløffes over måden, det blankpolerede kobber glider over i bagsidens børstede aluminium.

Mobilen giver samtidig en uovertruffen fornemmelse af soliditet, når du har den i hånden. Det er håndværk af højeste klasse. På designfronten er der således endnu ingen, der matcher HTC (i skrivende stund havde vi stadig til gode at teste Samsung Galaxy S6 Edge). En ting man dog lige skal vænne sig til, hvis man kommer fra en One-mobil af tidligere generation, er, at powerknappen er flyttet fra toppen af mobilen til siden. Umiddelbart en god idé, da en knap i toppen af så stor en mobil ikke er optimalt, men da den er rykket til et ligeså ergonomisk akavet sted midt på siden af mobilen, er det ikke umiddelbart en forbedring.

Hæsblæsende hastighed

Ligesom forgængeren M8 måler skærmen 5,1”. Igen er der tale om et full HD-display, som står flot og klart men uden de store forbedringer at skimte. I forhold til skærmen på flere af de nyeste konkurrenter begynder HTC’s at blegne lidt.

Optimeringerne i det indre er umiddelbart også af beskeden art.

Processoren har fået den obligatoriske opgradering, så den nyeste 64-bit chip fra Qualcomm er at finde i mobilen. HTC har dog tidligere demonstreret, at de er bedre end de fleste andre til at vride kræfterne ud af de små chips, og M9 viste da også en imponerende ydelse i vores benchmark. Den blæste simpelthen alle konkurrenter eftertrykkeligt af banen. Også internethastigheden er absolut godkendt.

Batterilevetiden er dog lettere skuffende. Du får en dags tid ved almindelig brug, men absolut heller ikke mere.

Den mest markante fornyelse finder man i kameraet. Med de seneste modeller har HTC insisteret på deres egen Ultrapixel-teknologi, som med få men store pixels giver gode billeder ved svag belysning.

Denne gang har man i stedet valgt at byde på højere opløsning i bagsidens kamera. Vi er oppe på 20 megapixel og video i 4K. Resultaterne er acceptable dog uden at være imponerende. Et plus er dog at kameralinsen nu er af safirglas. Det betyder, at den ikke bliver ridset ligeså nemt som den tidligere, der var af plast.

Ultrapixel-kameraet er dog bevaret - det er blot flyttet til mobilens forside, så man kan tage selfies selv under vanskelige lys-forhold.

Biograflyd i lommen

Helt siden den første model har One-mobilerne været overlegne på lyd. Det ændres der ikke på med M9, som tager endnu et markant skridt op på den front. HTC er gået sammen med Dolby om at skabe lydteknologi, der matcher de frontvendte stereohøjttalere. Der er således en særlig indstilling til både musik og video. Især sidstnævnte imponerer med en utrolig livagtig surround-gengivelse fra de små højttalere.

Teknologien er samtidig optimeret, så mobilen nu understøtter lyd i 24-bit. Den audiofile behøver derfor ikke gå på kompromis, når der lyttes til musik fra telefonen.

Mobilen lærer

One M9 leveres med Android 5.02 Lollipop som styresystem tilsat Sense 7.0, der bidrager med nye funktioner til den velkendte HTC-brugerflade. Det er eksempelvis muligt at tilpasse mobilen i højere grad end tidligere og systemet lærer dine brugsmønstre at kende, så den tilpasses den situation, du befinder dig i.

Det er næppe alle, der vil gøre nytte af nyhederne, men som altid leverer HTC en glimrende og og ubesværet brugeroplevelse med deres smartphone.