Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: TP-Link Deco M5: Diskret mesh-netværk med ekstra sikkerhed

TP-Link har givet sig god tid til at udvikle en router-løsning med mesh-teknologi. Resultatet er blevet en diskret enhed til en meget attraktiv pris.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Markedet for Wi-Fi-netværk til private hjem og mindre firmaer gennemgår lige nu et såkaldt paradigmeskift.

Hidtil har producenter som TP-Link, D-Link, Linksys og Netgear m.fl. kæmpet om at udvikle de hidsigste routere med de højeste hastigheder og den mest avancerede teknologi til at maksimere den trådløse dækning.

Det bliver de nok ved med, men samtidig har de åbnet en ny front med mesh-løsninger, hvor flere mindre, i princippet identiske, enheder placeres på strategiske punkter og danner et selvstyrende, finmasket netværk. På den måde kan man – stadig i princippet – dække store arealer med trådløst bredbånd med fuld hastighed helt ude i krogene.

Færre flaskehalse

Enhver router har den akilleshæl, at dens sendestyrke er begrænset til nogle få milliwatt. Det har telemyndighederne bestemt, for at den ikke forstyrrer mobiltelefoner og alle de andre gadgets, som kommunikerer via radiobølger. Man kan altså ikke bare skrue op for sendeeffekten.

Man kan selvfølgelig øge en routers rækkevidde med en eller flere extendere, men desværre halveres hastigheden, hver gang et signal skal gennem sådan en relæsender. Alternativt kan man bruge eksisterende strøm- eller antennekabler som LAN-kabler, men det er heller ikke altid så enkelt, som det lyder.

I et ægte mesh-netværk er der mindst tre enheder, der hver fungerer som både router, extender, adgangspunkt og bro. Når disse enheder kommunikerer på kryds og tværs med hinanden på basis af raffinerede algoritmer, kan de skabe hurtigere og mere stabile forbindelser, end de fleste brugere er vant til.

En ny mesh-vinkel

Alt om DATA har allerede testet mesh-løsninger fra Netgear og Linksys, og vi kan bekræfte, at teknologien virker – ofte imponerende godt.

Nu går TP-Link ind på dette boomende marked med et Deco M5-produkt, som udmærker sig ved en kombination af et meget diskret design og en pris for en 3-pack på omkring eller under halvdelen af, hvad nogle konkurrenter forlanger. Det vil sige, at sådan et Deco-sæt koster omtrent det samme som en traditionel router i den absolutte topklasse, eksempelvis en TP-Link Archer AC5400.

Men hvor en AC5400 kan minde om en strandet hval med otte strittende antenner, vil det nok være noget nemmere at finde plads til tre Deco’er i et pænt hjem.

En Deco er nemlig designet, så den kan forveksles med en elegant røgalarm. Dens diameter er 120 mm, og den rager kun 38 mm op i landskabet. Med disse mål er Deco M5 den hidtil mindste mesh-enhed, vi har prøvet, og hvis den ikke kan gemmes af vejen, bør langt de fleste kunne leve med at have den stående fremme.

TP-Link vil ikke blot gardere sig mod designkritiske røster. Firmaet hævder også at have gjort Deco M5 til markedets sikreste Wi-Fi-system med antivirus- og -malware-software fra Trend Micro. Licensen hertil løber i tre år.

Denne del af produktet er døbt HomeCare og beskytter desuden hjemmenetværket med både en firewall og kryptering af de trådløse signaler. Ydermere kan forældre it-curle deres afkom ved at blokere internetadgang til uønskede sider og kontrollere, hvornår ungernes enheder kan få lov til at være på nettet.

Moderat specifikationsniveau

Som man kan vente til prisen, er en Deco M5-enhed ikke specielt højt specificeret. Dual-band Wi-Fi-sektionen ligger i AC1300-klassen og har teoretiske hastigheder på 400 Mbps på 2,4 GHz-båndet samt 867 Mbps på 5 GHz-båndet. Datakraften leveres af en 4-kerne processor, og systemet understøtter MU-MIMO data-streaming. Heldigvis er det muligt at oprette et gæstenetværk og beskytte det med en særlig kode.

Strømforsyning foregår fra en fiks lille lysnetadapter til en USB-C-port, der også kan levere data til en powerline-adapter og frigøre en LAN-port, på Deco-enheden. Hver enhed har to gigabit LAN-porte og indeholder fire radioantenner, der er rundstålende, så det burde være muligt at ophænge en enhed på væggen.

Der er dog ikke et skruehul til dette formål. Hvis Deco-enhederne i et mesh-system skulle få problemer med at tale sammen, kan man som ekstra tilbehør købe en særlig powerline-adapter, der hedder AV600 (M5 Plus). Man kan naturligvis også kable dem sammen, men så ryger lidt af ideen – ligesom.

Software med potentiale

Opsætningen af et Deco-system starter med at downloade en app, og det er ikke helt så ligetil, som der står på emballagen. Man skal sørge for at skrive ”tp-link” før ”deco”. Ellers skøjter i hvert fald Google Play rundt som Bambi på isen. Et produktnavn kan også blive for nemt.

Appen er hurtig til at registrere, at telefonen taler dansk, og det gør appen også – en del af tiden, for kun en lille del af menuteksterne er oversat fra engelsk. Mens dette skrives den 8. juni 2017, skulle det hele have været på dansk, men den lovede opdatering af firmwareversion 1.0.9 fra 27. april trækker åbenbart ud.

Man skal bruge en smartphone til opsætningen. Det er sådan set udmærket, men efter en del menneskers mening er det bedre at tilgå en router fra en internet-browser. Kommunikation via Bluetooth (version 4.2) fungerer for det meste, men nogle gange driller tingene bare.

Rækkevidde

Som altid foregår testen i realistiske rammer, og denne test er foretaget i et lille hus med kælder, stue og første sal. Netværksprodukter tester jeg med udgangspunkt i mit kontor i kælderen, hvor mit YouSee-modem (300/60 Mbps – i praksis 340/70 Mbps kablet) er parkeret. Modemets Wi-Fi-sektion er frakoblet, så al den trådløse kommunikation foregår via den aktuelle router, der er sluttet til en LAN-port på modemet.

Ved test af mesh-systemer placerer jeg enhed nummer 2 i tv-stuen, hvor streaming-hastigheden er vigtig, og er der en enhed nummer 3, bliver den placeret centralt på første sal.

Da jeg modtog Deco-sættet, kørte jeg stadig på Linksys’ Velop-pakke – se testen i nummer 4/2017 eller på www.aod.dk – på de omtalte placeringer, og derefter udskiftede jeg simpelthen Velop’erne med Deco’er.
Det gik fint med at opsætte Deco’er i kontoret og tv-stuen, men på første sal nægtede enheden at koble sig på systemet.

Jeg prøvede alle tre enheder på tre forskellige steder, men jeg fik først hul igennem, da jeg havde parret enheden til første sal med systemet nede i stuen og flyttede den en etage op. Så lyste lampen grønt, og siden har det bare kørt. Hvorfor? Et gæt kan være den automatiske tildeling af enheder på 2,4 og 5 GHz-båndet, måske kombineret med tærskelværdier i firmwaren.

Hastigheder

Mine hastighedsmålinger er udført ved brug af appen SpeedTest. På den måde får jeg værdier for kommunikationen mellem en smartphone og den bedste server, som appen har kunnet finde.

Til denne test har jeg brugt to smartphones – en snart et år gammel HTC 10 og en spritny Huawei Honor 8 Pro. Se resultaterne i tabellen øverst på siden. Hvordan kan det være, at HTC er hurtigst til at downloade i kontoret og til dels i stuen, mens Honor sprinter bedre på første sal? Ingen anelse – vi taler om radiobølger.

Mere tankevækkende er det, at download-hastighederne på første sal forbedres markant, når der slukkes for Deco’en på denne etage. I kontoret og stuen ser det også ud til, at det går bedre uden Deco nummer 3, men forskellene er mindre iøjnefaldende.

TP-Link har ellers en ART (Adaptive Routing Technology) feature, som skal maksimere hastigheden i et netværk ved at vælge den bedste vej for hver enkelt forbindelse. Måske kan der være noget at hente ved at sætte softwareudviklerne til at skrue på de tilhørende algoritmer.

Energimæssigt er Deco-enhederne ret nøjsomme. Jeg har målt et forbrug på 4,2 W, når der ikke er nævneværdig trafik i systemet, og op til 6 W under fuld belastning som hastighedsmålinger. Med tre enheder kan elregningen lande noget under 300 kr. – plus YouSee-modemets forbrug.