Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Hvis du motionerer og bruger nettet, kender du sikkert allerede det danske site Endomondo. Her kan man uploade præcise data om sine motionsture og se præcise statistikker over længde, intensitet, og såmænd også højde over vandet. Alle data opsamles af din telefon, som automatisk sender det videre til websitet.
På Endomondo kan du også dele data med dine venner og for eksempel sammenligne tider på bestemte ruter.
Alt det kan man også på det amerikanske site Runkeeper, men de har bredere ambitioner om med tiden at dække alle helbredsrelaterede informationer – ikke kun træning. Det er ting som søvnmønster, spisevaner, vægt og såmænd også medicinske oplysninger.
De har ikke defineret, om du skal kunne dele din nyrestensfrekvens med dine venner, men de har en temmelig smart måde at forbinde dig til vennerne og sammenligne med deres sundhedsdata. Prøv det eventuelt selv på runkeeper.com.